Kølig lørdag med byger, der vil komme og gå

Der kommer flest byger mod vest, mens man i de østlige egne starter dagen med sol.

Lørdag bliver endnu en majdag med byger til det meste af landet. Et lavtryk langs den jyske vestkyst sørger nemlig for, at byger strømmer ind over Danmark.

I forhold til fredagens kraftige byger, der nogle steder gav skypumper, bliver lørdagens byger mindre kraftige.

For langt de fleste bliver der mulighed for at komme lidt udenfor, da der imellem bygerne vil være opholdsvejr. Dog bliver lørdagen til den mere grå og kølige side.

Starter med sol i øst

I det østlige Danmark er lørdagen kommet ganske pænt fra start med nogen eller en del sol. Det gælder dog om at nyde solen, mens den er der, da det allerede i løbet af formiddagen begynder at sky til.

Eneste undtagelse er Bornholm, der kan nyde forårssolen til ud på eftermiddagen.

Længere mod vest har lavtrykket sørget for en grå og i perioder våd start på dagen med byger til især den sydvestlige del af landet.

Bygerne holder sig i formiddagstimerne længst mod vest, mens det holder mest tørt mod øst.

Prognose lørdag klokken 10.00. En del byger mod sydvest.
Prognose lørdag klokken 10.00. En del byger mod sydvest.
Foto: TV2 Vejr

Eftermiddag med byger til alle

På den anden side af middag er lavtrykket trukket længere mod nordøst, hvilket resulterer i en eftermiddag med byger til alle.

Kun mod øst - mest på Bornholm - vil man få sol, mens det i resten af landet bliver en gråvejrsdag.

Temperaturmæssigt bliver lørdagen til den kølige side med beskedne 10 til 14 grader. Lunest bliver det mod øst.

Vinden bliver jævn til frisk fra sydlige retninger.

Prognose lørdag klokken 14.00. Byger i det meste af landet.
Prognose lørdag klokken 14.00. Byger i det meste af landet.
Foto: TV2 Vejr

De fleste byger opholder sig i den vestlige del af landet, hvilket også afspejler sig i mængden af nedbør.

Mest regn får man i den sydvestlige del af landet med op til ti millimeter, mens det nordøstlige Jylland, Sjælland og Bornholm får mindst med en til tre millimeter.

Akkumuleret nedbør lørdag. Mest regn kommer der i Jylland.
Akkumuleret nedbør lørdag. Mest regn kommer der i Jylland.
Foto: TV2 Vejr

I aften vil der fortsat være byger til hele landet.