Kvinde sigtet for samleje med 12-årig

Kvinden nægter sig skyldig, da hun troede, drengen var 15 år.

I en sag, der foregår bag lukkede døre, har en 42-årig kvinde siden maj siddet varetægtsfængslet sigtet for samleje og andet seksuelt forhold med en 12-årig dreng.

Det skriver Horsens Folkeblad.

Avisen har fået aktindsigt i kendelsen fra et grundlovsforhør, der blev holdt for lukkede døre, dagen efter at kvinden blev anholdt 29. maj. Torsdag gik hun frivilligt med til at forlænge varetægtsfængslingen i fire uger, skriver avisen.

Ifølge sigtelsen har den 42-årige haft samleje med drengen tre gange. Hun er desuden sigtet for blufærdighedskrænkelse for gennem otte måneder at have sendt et ukendt antal billeder og videoer til drengen, hvor hun er nøgen og foretager seksuelle handlinger.

Det fremgår ifølge Horsens Folkeblad af kendelsen fra grundlovsforhøret, at kvinden erkender samleje med drengen og at have sendt billederne og videoerne. Men hun nægter sig skyldig i sigtelsen efter straffelovens paragraf 222 for samleje med barn under 15 år, fordi hun troede, at han var 15 år gammel.