TV der bevæger dig

Kvindelig leder frifundet i sag om sex med psykisk syg beboer

Ved retten i Sønderborg blev kvinden idømt betinget fængsel og frataget rettigheden til at arbejde med psykisk syge mennesker. Tirsdag blev hun frikendt i Vestre Landsret.

Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

En 58-årig kvindelig leder af et bosted er ved Vestre Landsret i Viborg blevet frifundet i en sag, hvor hun var tiltalt for flere gange at have haft samleje med en psykisk syg beboer på bostedet.

Det oplyser kvindens forsvarer, Karina Skou, til TV 2.

- Det er jeg selvfølgelig glad for. Det har været et meget langt forløb for min klient, siger Karina Skou.

Kvinden har under hele sagen nægtet sig skyldig. De tre dommere har ikke fundet det bevist, at der har været et forhold mellem manden og kvinden.

Blev dømt i byretten

I byretten i Sønderborg blev kvinden for knap to år siden idømt fire måneders betinget fængsel og frataget rettigheden til at arbejde med psykisk syge mennesker.

Det er nu op til anklagemyndigheden at vurdere om man vil prøve at få sagen for Højesteret.

- Det er korrekt, at anklagemyndigheden kan prøve det. Men jeg regner med dette bliver det endelige resultat, alle tre dommere var enige om at frifinde min klient, siger Karina Skou.