Sommeren banker i den grad på døren, når varm luft fra syd bliver sendt op over Danmark i løbet af onsdagen.
Og måske kan sommeren ligefrem åbne døren og give os årets første meteorologiske sommerdag med 25 grader eller derover på termometret.
Man skal dog ikke forvente en dag med masser af solskin.
Tværtimod er dagen startet med et vekslende skydække, og i dagens løb vil flere skyer trække ned over landet fra nordvest. Disse kan give lokale regnbyger.
Lun formiddag
I morgentimerne ligger temperaturen på over 10 grader i stort set hele landet.
Som følge af den varme luft stiger temperaturen hurtigt og kan allerede i løbet af formiddagen nå 20 graders varme i den sydvestlige del af landet.
Skyerne begynder at trække sig mere sammen, men der vil fortsat være lidt eller nogen sol til de fleste og tørvejr over hele linjen.
Her bliver det varmest
Onsdag eftermiddag bliver det med flere skyer på himlen. De bedste muligheder for solskin er at finde i de sydlige og østlige egne, mens man længere mod nord får det noget mere skyet.
Længst mod nordvest kan der endda komme enkelte byger forbi, men nedbørsmængderne er i småtingsafdelingen.
På trods af de mange skyer er luften stadig varm.
Da varmen kommer fra kontinentet, så er det Sønderjylland, der ventes at få dagens højeste temperatur.
Her vil temperaturen toppe på mellem 22 og 24 graders, og måske kan vi helt nede ved den dansk-tyske grænse passere de 25 grader på termometret og dermed få årets første sommerdag.
I den anden ende skalaen ligger Bornholm, hvor man må tage til takke med 10 til 14 grader, når det bliver varmest.
Hvis ikke vi får en sommerdag onsdag, er der en ny mulighed for det torsdag, hvor der stadig pumpes varm luft op til Danmark.