Mindst seks efterskoler lukket midlertidigt ned efter smitte - skoler vil have reglerne ændret

Efterskoleforeningen så gerne, at elever fik mulighed for at blive på skolen og blive testet lokalt.

Reglerne ved coronasmitte skal laves om for at forhindre efterskolelukninger og massive hjemsendelser. Det mener formanden for efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen.

Det er nemlig et stort maskineri, der bliver sat i gang, når en efterskoleelev viser sig smittet med coronavirus.

Som minimum skal en gruppe på 20 til 30 elever, som den smittede har haft nær kontakt til, sendes hjem, indtil de kan fremvise en negativ test. Andre gange vurderes det, at alle elever kan have været i berøring med den smittede, og hele skolen må derfor lukkes ned.

Mindst seks efterskoler har alene den seneste måned måttet lukke ned af den årsag.

Flere steder har den førstsmittede elev været den eneste, der viste sig at være smittet. Flere steder ventes der stadig på svar.

- Det giver et stort praktisk bøvl, at så mange elever må sendes på kryds og tværs af landet for at kunne blive testet hjemme. Hvis vi fik lov til at få nogle testmuligheder lokalt, kunne vi undgå at lukke hele skoler ned, siger Torben Vind Rasmussen.

Flere skoler ramt den seneste måned

Senest er efterskolen Frøstruphave ved Nørre Nebel blevet midlertidig lukket ned, efter at en elev testede positiv for covid-19.

Fredag skete det samme for Ollerup Højskole på Sydfyn og for Sorø Gymnastikefterskole på Midtsjælland, da begge skoler måtte sende alle elever hjem, efter at en elev blev testet positiv for covid-19.

Alle elever skal nu blive hjemme, indtil deres testsvar ligger klar.

Også Kongeådalens Efterskole ved Lintrup, Efterskolen Ådalen i Hørning og Fjordvang Efterskole ved Ringkøbing har i den seneste måned været lukket midlertidig ned på grund af en positiv test hos en elev.

Problemet kan blive større i efteråret

Generelt er det en stor udfordring for skolerne, at elever skal sendes hjem til test, også når de udviser symptomer, som eksempelvis hoste, ondt i halsen eller let feber.

Med efteråret - og dermed influenza- og forkølelsessæsonen - for døren forudser formanden for efterskoleforeningen en voksende logistisk udfordring.

Han mener, reglerne er upraktiske i forhold til den virkelighed, vi må regne med at leve med et godt stykke tid endnu.

- Hvis skolen, eleven og forældrene er trygge ved, at eleven kan blive på skolen og isolere sig der, så kunne det være en god løsning. For som det er lige nu, er det for os ikke så meget en sundhedsmæssig udfordring, vi står med i forhold til Corona – det er en praktisk og ledelsesmæssig udfordring at løse de her situationer, forklarer Torben Vind Rasmussen.

Der er ifølge ham nemlig ikke meget mere, skolerne selv kan gøre for at komme smitterisiko til livs.

Professor: Sundhedsmæssigt en god idé

Spørger man professor Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, så kan foreningens forslag faktisk være en rigtig god idé.

- Måske smitter de hinanden, men så smitter de ikke videre. Der er næsten en større risiko ved at sende dem hjem, så man risikerer, at de smitter videre der, vurderer han.

Professoren påpeger, at det selvfølgelig kræver, at skolernes infrastruktur kan bære det, og at der ikke sidder syge elever på et lille dobbeltværelse sammen og lignende.

- Men kan det lade sig gøre, så vil det sundhedsmæssigt set næsten være en bedre idé end at sende dem hjem. Ellers bliver det også et helvede af en vinter, da der jo er alt muligt andet, man kan få. Og skulle det være corona, så holder man i det mindste skidtet lokalt, siger han.