Minister om fejl med kræftprøver: - De må komme med en forklaring

Der er tale om en leverandør, der har ”godt og grundigt manglende styr på området”, mener Venstre-ministeren.

Det er en alvorlig sag, at flere hundrede danske borgere kan have fået forkert svar på en screening for tarmkræft. Det siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), som nu har bedt Danske Regioner om en redegørelse.

Alle mænd og kvinder i alderen 50-74 år bliver tilbudt en screeningsundersøgelse for tarmkræft. De skal selv tage en afføringsprøve og sende den til laboratoriet, og de får derfor tilsendt et testglas sammen med et brev med information om undersøgelsen. 

Men som TV 2 fredag kunne fortælle, har mindst 11 borgere i Region Syddanmark fået et brev med deres eget navn, men med et prøvesæt, der har en andens navn.

Det kan betyde, at der er sket forbytninger af afføringsprøver. Dermed kan borgere have afleveret en afføringsprøve i en andens navn, og have fået svar på en anden persons prøve.

quote

Jeg har en tiltro til, at det er et spørgsmål, som regionerne kan håndtere.

Ellen Trane Nørby, Sundhedsminister, Venstre

Minister: Det må jo ikke ske

Fejlen er sket hos Strålfors, som er en underleverandør til Postnord. Her har man den 2. oktober i år pakket 635 breve til borgere i Region Syddanmark manuelt, fordi en pakkemaskine var i stykker.

- De siger jo, det er en manuel fejl i deres pakning. Og menneskelige fejl kan ske, men det må jo ikke ske på sådan et område. Derfor er det også klart, at den her underleverandør er nødt til at komme med en forklaring og få redegjort for, i hvor stort omfang det her gør sig gældende. For det skaber jo usikkerhed for patienterne i hele det screeningsprogram, vi har i forhold til tarmkræft, siger Ellen Trane Nørby til TV 2.

Strålfors har indtil videre fundet mindst otte borgere, der med sikkerhed har fejl i deres prøve. Men man er i gang med at undersøge hele omfanget, der derfor endnu ikke står klart.

Ifølge Region Syddanmark har der udover den 2. oktober været yderligere tre til fire dage i år, hvor pakkemaskinen hos Strålfors har været ude af drift.

Tiltro til regionerne

Men der er tale om en leverandør, der har ”godt og grundigt manglende styr på området”, mener sundhedsministeren.

Hun har nu bedt Danske Regioner om en redegørelse i sagen. Både i forhold til, hvordan man håndterer kontakten til patienterne, men også i forhold til, om man kan stole på leverandøren til at løse opgaven.

Ministeren mener ikke, at der er grund til at kritisere regionerne. 

- Jeg oplever, at regionerne har reageret med det samme, og at de sygehuse, hvor folk er blevet indkaldt eller har henvendt sig, også har taget det her alvorligt. Og det er sådan et sundhedsvæsen, som borgerne skal møde, både når det går godt, men også når der er sket fejl, siger Ellen Trane Nørby.

Hun vil heller ikke gå ind og kigge på regionernes leverandører eller indføre et strengere tilsyn.

- Det er en fejl hos en Postnord-underleverandør og ikke en fejl, der er sket ude på de pågældende sygehuse. Derfor har jeg også en tiltro til, at det er et spørgsmål, som regionerne kan håndtere, siger Ellen Thrane Nørby.

Kræftens Bekæmpelse: Det er for dårligt

Hos Kræftens Bekræftelse ser de også på sagen med alvor.

- Jeg mener, det er for dårligt. Et firma, der bliver bedt om at lave noget for sundhedsvæsenet, skal have orden i tingene. Sådan en fejl må simpelthen ikke ske, siger Leif Vestergaard Pedersen, der er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Han kalder på større kontrol af sundhedsvæsenets underleverandører.

- Konsekvensen må være, at når man beder private virksomheder om at lave opgaver for sundhedsvæsenet, så skal man sikre sig, at de er opmærksom på, hvor fantastisk vigtig en opgave, de har med at gøre. Og man skal selvfølgelig arbejde med at lave en løbende kontrol af, at sådan nogle fejl ikke sker.

Hos Strålfors vil man nu gennemgå alle sine lister for de her procedurer for at sikre, at der ikke er sket fejl tidligere.

- Én fejl er ikke i orden, og derfor tager vi det særdeles alvorligt, og vi har sat procedurer i gang, for at det her ikke sker igen. Når der er manuelt arbejde, kan der ske fejl, siger Strålfors’ administrerende direktør, Thomas Knudssøn.