TV der bevæger dig

COVID-19

Næsten 5.000 afvist ved den dansk-tyske grænse under corona

Grænsekontrollen har afvist i alt knap 10.000 personer ved alle Danmarks grænser siden den 14. marts.

Grænsekontrol på stribe ved Sæd. Næsten 5.000 personer er afvist ved den dansk-tyske grænse i coronaperioden. Foto: John Randeris

I samarbejde med tv2.dk

14. marts klokken 12.00 lukkede de danske grænser for udlændinge, der ikke har et anerkendelsesværdigt forhold i landet.

Siden er 9.980 blevet afvist ved de danske grænser fra nord til syd.  

Flest er blevet afvist ved grænsen i Syd- og Sønderjylland, hvor 4.546 er blevet afvist fra 14. marts til og med 12. juli, fremgår det af en opgørelse fra Rigspolitiet.

Samtidig er der afvist næstflest i toget i Kastrup samt ved Øresundsbroen.

- Det siger vel bare, at når man laver en kontrol ved grænsen i en mere omfattende stil, så har det en effekt i forhold til at regulere, at det er de rigtige, der kommer over. Og det er jo ideen, når vi befinder os i en sundhedskrise, og vi skal kontrollere smitten, siger Socialdemokratiets retsordfører Jeppe Bruus til TV 2.

Rigspolitiet oplyser, at det ikke er muligt at levere et overblik over årsager til afvisningerne, men at det blandt andet drejer sig om manglende viden om indrejsereglerne, samt at de ikke har haft et anerkendelsesværdigt formål.

Syd- og Sønderjyllands Politi kunne mandag oplyse, at på bare én uge havde det anholdt 14 personer med falske arbejdskontrakter, der forsøgte at krydse grænsen.

Ingen dato for lempelser

EU-kommissionen anbefalede i midten af juni, at Danmark og alle andre EU-lande åbnede grænserne for hinanden, fordi coronasmitten var tilpas under kontrol. Danmark åbnede imidlertid ikke helt op og fremlagde nye regler for ind- og udrejse af Danmark 18. juni.

De trådte i kraft 27. juni, ligesom at de forskellige kriterier for, om man har et anerkendelsesværdigt formål, blev præciseret.

Her stod det klart, at det er muligt at rejse ind, hvis en udlænding har arbejde, skal til jobsamtale, skal levere varer, er studerende eller har planlagt et ferieophold på minimum seks overnatninger.

Særligt kravet om de seks overnatninger har mødt kritik fra flere partier, branchen selv og Dansk Erhverv, der kaldte det "en lille hån" mod hotelbranchen og ville have det fjernet omgående.

Antal afviste ved grænsen fra 14. marts til 12. juli.

Mest sete på tvsyd.dk