Nu er der storm over Danmark

Middelvinden har nået stormstyrke ved Blåvandshuk Fyr.

Søndagens voldsomme blæsevejr er nu så kraftigt, at der er tale om en regulær storm.

Det skete, da middelvinden - målt over 10 minutter - ved Blåvandshuk Fyr nåede 24,7 meter per sekund lidt før klokken 16. Storm begynder ved 24,5 meter per sekund.

SÅDAN BENÆVNES VINDSTYRKEN

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

 

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Det er den hidtil højeste vindhastighed, der er målt søndag, hvor middelvinden flere andre steder har nået stormende kuling, hvilket er vindstyrken lige under storm.Risiko for træer vælter i stormvejret.

Første februarstorm i to år

Det er den første februarstorm i to år. Sidst vi oplevede storm i årets anden måned var 11. februar 2018, hvor der ved Blåvandshuk blev målt storm med 25,7 meter per sekund, mens vindstødene nåede orkanstyrke med 33,9 meter per sekund.

Vi skal dog blot to måneder tilbage, før vi sidst blev ramt af en storm. Det skete 15. december, hvor der ved Kegnæs på Als blev målt en middelvind på 26,6 meter per sekund, og hvor vindstødene nåede 36,1 meter per sekund.

Blæsten fortsætter

De næste par timer fortsætter den meget kraftige blæst, og der kan stedvis fortsat forekomme middelvind af stormstyrke. Først i aftenens løb vil vinden aftage, og på Bornholm vil der kunne komme vindstød af stormstyrke frem til først på natten.