Ny iskold nat med over 19 graders frost - se temperaturkortet her

Igen er det Horsens, der slår nattens kulderekord. Skarpt forfulgt af Skrydstrup ved Haderslev.

For tredje dag i træk står vi søndag op til en iskold morgen, og igen er det koldest i Jylland.

Her har man flere steder haft temperaturer under -15 grader, og lokalt har det været betydeligt koldere.

Nattens koldeste sted oplevede man igen ved Horsens, hvor temperaturen nåede ned på -19,1 grader. 

I Skrydstrup i Sønderjylland viste termometeret -16,4 grader, da det var koldest, og syd for Aarhus har man i morgentimerne været nede på -16,1 grader.

På Fyn blev der målt -16,3 grader i Beldringe nord for Odense, mens det koldeste sted på Sjælland er Brandelev ved Næstved, der nåede -12,6 grader.

Laveste temperaturer 14. februar 2021.
Laveste temperaturer 14. februar 2021.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Nogle steder i landet er man ud over kuldegrader også stået op til rimtåge.

På Sydsjælland er der tidligt søndag morgen tæt rimtåge med sigtbarhed ned til under 100 meter.

Sidste kolde nat

Den forgangne nat er den tredje i rækken af nogle iskolde nætter, der kulminerede natten til fredag, da der i Horsens blev målt -20,7 grader tidligt fredag morgen.

Det var den laveste temperatur målt i Danmark, siden der 5. februar 2012 var -23,1 grader i Beldringe på Fyn.

Søndag morgens kolde vejr er sidste gang i mindst en uge, vi vil stå op til hård frost med tocifrede kuldegrader.

Allerede natten til mandag får vi 'blot' ned til mellem fem og otte graders frost, og i den kommende uge vil lunere luft blæse frem mod Danmark fra sydvest.