Politiet efterlyser igen vidner - kvinde blev fundet død i spabad

Mere end tre måneder efter dødsfaldet er mange spørgsmål fortsat ubesvaret.

Sydøstjyllands Politi efterlyser nu igen mulige vidner i forbindelse med den 38-årige Iben Salling Syriks død.

Hun blev fundet død i familiens sommerhus på Skovbrynet i Vesterlund ved Give 8. december 2019.

Iben Salling Syrik, der var mor til en femårig søn og fraskilt, er blevet obduceret, men obduktionen gav ikke et klart svar.

- Gennem hele efterforskningen har vi arbejdet ud fra, at hun er blevet dræbt, og der er foretaget rigtig mange efterforskningsskridt af forskellig karakter i sagen. Der er skrevet over 1.800 rapporter, og vi behandler fortsat sagen som en drabssag, oplyser politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

I samme forbindelse oplyser politiet nu, at Iben Salling Syrik blev fundet død i et udendørs spabad ved sommerhuset.

Efterlyser vidner

Sydøstjyllands Politi har tidligere fået mange henvendelser fra borgere om sagen, men beder nu endnu en gang borgerne om at overveje, om de måtte have oplysninger, der kan hjælpe efterforskningen.

Det gælder både oplysninger direkte om sagen eller oplysninger om den afdøde.

- Af hensyn til efterforskningen og en eventuel kommende straffesag er vi fortsat nødt til at holde kortene tæt til kroppen og sikre, at beviser hver eneste gang sikres, så de er brugbare og valide i en retssag, lyder det fra Jesper Bøjgaard Madsen.

Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.

Familien er overbevist om drab

Iben Salling Syrik var fraskilt og boede i familiens fritidshus i Vesterlund ved Give sammen med sin søn.

Hun arbejdede meget med heste, som hun blandt andet købte og solgte. Iben Salling Syrik ejede desuden en BMW med registreringsnummer CK 30844.

Familien til den afdøde kvinde har over for Vejle Amts Folkeblad bekræftet, at det er deres klare overbevisning, at Iben Salling Syrik blev dræbt.

Det fortalte de i forbindelse med indrykningen af en dødsannonce i avisen 9. januar. I annoncen skrev familien, at Iben Salling Syrik "var blevet frarøvet livet".

En formulering, der var blevet aftalt med politiet, skrev avisen.