Politiker fra Flensborg taler "håndboldspiller-dansk"og kan blive Tysklands næste kansler

Angela Merkels afløser kan ende med at blive tysk politiks grønne vidunderbarn fra Flensborg.

Opdatering:

Det blev ikke Robert Habeck, men Annalena Baerbock, der endte med at blive miljøpartiet De Grønnes kanslerkandidat.

Det blev afgjort ved en nominering mandag.


Vi var fremme i god tid, men missede ham alligevel med bare et par minutter.

- Jamen han er lige ankommet og er gået ind for at skifte, forklarer den grønne lokalformand, efter at hun har givet sig til kende bag corona-mundbindet. Selvfølgelig.

Den grønne leder og hovedpersonen på lørdagens opstillingsmøde havde taget den 25 kilometer lange tur fra Flensborg og ud til uddannelsescenteret ved Scheersberg på cykel.

Her ved foden af Bismarck-tårnet skulle De Grønne fra Flensborg-kredsen nemlig udpege deres kredsmandat, og det foregik i det fri.

Selv om ingen havde fortalt det, og vi derfor ikke havde noget at bebrejde os selv, ærgrede vi os alligevel. Var vi ankommet bare et par minutter før, havde vi fået et billede af Tysklands måske kommende forbundskansler og dermed Angela Merkels mulige arvtager, der kom drønende på sine mørkegrønne racercykel.

Sådan er det med Robert Habeck.

Den 51-årige filosof, forfatter og den tidligere miljø- og landbrugsminister med bopæl i Flensborg er godt nok tysk politiks nye vidunderbarn, men nogen traditionel politiker er han ikke.

Som da han i 2018 fejrede De Grønnes store fremgang i delstaten Bayern ved at stagedive og hoppede ud i folkemængden og dermed satte nye standarder for valgfester.

Også på opstillingsmødet på bakketoppen øst for Flensborg viser Robert Habeck i sorte jeans, jakke og læderstøvler, at han ikke er bange for at gå overraske. For midt under sin 20 minutter lange valgtale slår han uden varsel over på et helt andet sprog.

- For mig har den tyske og den danske kultur altid været en del af rigdommen i denne region, lyder det pludselig på dansk fra talerstolen.

"Håndboldspiller-dansk"

Den er god nok.

Robert Habeck taler dansk. ”Håndboldspiller-dansk”, som han selv kalder da, da TV 2 efter mødet får lov at tale med ham.

Habeck har boet og studeret et par år i Danmark, og hans fire sønner har gået i dansk børnehave og skole i Sydslesvig.

- Sover du roligt om natten, det er jo et par store sko, der skal udfyldes efter Angela Merkel, vil vi vide, da det bliver vores tur til at interviewe manden, der igen og igen nævnes som Tysklands mulige næste forbundskansler.

- Jo, jeg sover godt, men selvfølgelig er der indimellem nogle ting, der gør, at man vågner om natten. Men ellers har jeg det godt, lyder det fra manden, der har en god del af æren for, at det tidligere protestpartis ambition om også at erobre kanslerposten ikke længere kan afvises som det rene tankespind.

Klar til at møde Putin

De Grønne har i månedsvis haft medvind i meningsmålingerne og for længst overhalet socialdemokraterne som næststørste parti med over 20 procent af vælgerne. Det er mere end en fordobling i forhold til det seneste valg i 2017.

- Hvad er det, der driver dig?

- Hvis man mærker, at man har kræfterne til det og også oplever, at man er i stand til at udrette noget, har man også pligt til at prøve at påtage sig en større udfordring.

Det skorter altså ikke på ambitionerne hos De Grønne forud for forbundsdagsvalget til september.

For første gang stiller den siddende forbundskansler ikke op, Angela Merkel har besluttet sig for at takke af, så situationen har aldrig været så åben som nu. Alt synes muligt i dette tyske supervalgår.

Også at det kan ende med en grøn forbundskansler.

- Kan du forestille sig at forhandle med en person som Vladimir Putin?

- Nu er han jo ikke min yndlingspolitiker, men jeg har jo været minister og forhandlet med mange, også ikke særligt sympatiske mennesker, så det er jeg ikke bange for.

Det grønne drømmepar

På opstillingsmødet ved Scheersberg ender det i øvrigt ikke særligt overraskende med, at Robert Habeck bliver valgt som kredsens kandidat med 72 ud af 73 afgivne stemmer.

Men om det bliver ham, der skal prøve at erobre kanslerposten på vegne af De Grønne, bliver først offentliggjort mandag.

Han er nemlig ikke alene på posten som partiformand, men udgør den mandlige halvdel af ”det grønne drømmepar”.

Hans kvindelige makker er den 40-årige Annalena Baerbock, jurist og tidligere mester i trampolinspring, som sammen med Robert Habeck har stået for foryngelsen og fornyelsen af De Grønne.

Valget af de to i 2018 var et signal om, at nu ville De Grønne ind på den politiske midte og dermed tættere på regeringsindflydelse. Kursskiftet har givet pote, og nu puster partiet Angela Merkels konservative i nakken.

Den store hemmelighed

Hvem der skal være kanslerkandidat, har de to lovet at aftale internt i al fordragelighed. Indtil da er de to partilederes mund lukket med syv segl.

- Er beslutningen allerede truffet?

- Det er det, I alle sammen vil høre, men det er klart, at vi ikke fortæller noget, lyder der fra filosoffen og forfatteren.

Lidt senere får vi i øvrigt det billede, vi længe havde ventet på. Efter at have skiftet til t-shirt og røde løbesko hopper den adrætte Habeck op på sin 12 gears-racer og sætter kursen mod Flensborg.

- Tak skal I have, hej, lyder det fra den dansktalende politiker, som måske ender som Tysklands næste forbundskansler.