Regeringen vil lempe reglerne for automatisk nedlukning

Regeringen lægger op til, at ændringerne skal gælde fra 30. april.

Der skal mere til, før skoler samt voksen- og ungdomsuddannelser lukkes ned på grund af smitte i et sogn.

Det mener regeringen, der nu foreslår at lempe reglerne for de automatiske sognenedlukninger, som er blevet kritiseret for at være rigide og strikse. Det fremgår af dokumenter sendt til Folketingets epidemiudvalg, som TV 2 er i besiddelse af.

Ændringerne er tirsdag blevet behandlet i regeringens epidemikommission, hvor de har fået opbakning. De skal endeligt drøftes på et møde i Folketingets epidemiudvalg onsdag eftermiddag.

Regeringen lægger op til at hæve barren for, hvornår eksempelvis skoler, fritidsordninger og ungdoms- og voksenuddannelser i et sogn først skal lukkes. Det sker konkret ved at foreslå ændringer af to af de eksisterende tre parametre:

  • Den såkaldte incidensgrænse for smittede hæves fra 400 til 500 personer per 100.000 indbyggere.
  • Positivprocenten hæves fra 2,0 til 2,5 procent.
  • Parametret om nedlukningen, når der er flere end 20 smittede i sognet, ændres ikke.


Når et sogn er under niveau for mindst et af de tre parametre, vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed i samarbejde med kommunalbestyrelsen, om påbuddet skal ophæves for konkrete skoler og institutioner, der ikke vurderes i "nærliggende smittefare". Det kan eksempelvis være efter en skærpet testindsats, fremgår det af dokumenter, TV 2 er i besiddelse af.

Regeringen lægger også op til, at kommunalbestyrelsen skal ophæve nedlukningen, hvis sognet syv dage i træk er under niveau på et af de tre parametre.

Her er de nedlukkede sogne og dem, der er i fare for at blive det:

Lettere kommunal genåbning

Der lægges også op til, at selektiv genåbning på kommuneniveau kan ske efter samme procedure som for sogne. Det betyder, at skoler og institutioner kan være åbne, hvis de "ikke vurderes i nærliggende smittefare - eksempelvis fordi de er beliggende i andre bysamfund i kommunen uden særlig interaktion med det smitteramte område", fremgår det af regeringens forslag.

Her står der også, at kommunalbestyrelsen skal ophæve nedlukningen, hvis kommunen syv dage i træk har en incidens på under 250 per 100.000 indbyggere. Det er en hævelse af incidensgrænsen fra det nuværende niveau på 200.

Kan mødes udendørs

Som noget nyt vil regeringen give mulighed for, at nedlukkede skoler samt ungdoms- og voksenuddannelser kan undervise eleverne udendørs.

Derudover vil skoler og institutioner, der har været omfattet af den automatiske nedlukning i mere to uger ud af de seneste fire uger, med regeringens forslag kunne gennemføre undervisning under "særlige forhold".

Regeringen nævner selv, at det kan være ved fremmøde på maks 50 procent, og ved at elever over 12 år testes dagligt. For elever i grundskolen vil der være tale om en "kraftig opfordring", mens der vil være krav om daglig test af elever på ungdoms- og voksenuddannelser.

Venstre: Det løser ikke problemerne

Regeringens forsalg skal behandles i Folketingets epidemiudvalg onsdag klokken 14, og her kan Venstres undervisningsordfører Ellen Trane Nørby ikke umiddelbart se for sig, at hendes parti bakker op. Hun vil dog drøfte det nærmere med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), når hun møder op i epidemiudvalget onsdag eftermiddag.

- Problemerne er slet ikke løst med det her. De justerer på enkelte faktorer, men gymnasier og skoler kan fortsat lukkes ned, selvom de ikke har en eneste smittet, siger Ellen Trane Nørby til TV 2.

Hun mener, at modellen for automatisk nedlukning grundliggende er forkert skruet sammen, når skoler og institutioner uden smitte kan blive lukket på grund af smitte i sognet, selvom ingen elever nødvendigvis er smittet.

Som eksempel nævner Venstres undervisningsordfører, at Esbjerg Gymnasium i marts var tvunget til at lukke, selvom der ikke var smittede på uddannelsesstedet. Og at samme gymnasium midt i april var tæt på igen at skulle lukke ned, fordi der var høj smitte i sognet.

Ved den lejlighed fortalte en uforstående og kritisk Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) til Jydske Vestkysten, at smitten i sognet var koncentreret hos tre familier i området, som ikke havde noget med gymnasiet at gøre.

Det viser ifølge Ellen Trane Nørby, at modellen ikke fungerer.

- Der er så mange steder, hvor børn og unge stadig bliver sat bagerst og ender som gidsler i regeringens meget firkantede politik, siger hun.

Radikale uenig i Venstres kritik

Den radikale sundhedsordfører Stinus Lindgreen forstår ikke Venstres kritik og roser regeringens forslag til ændringer. Han siger, at muligheden for hurtige automatiske nedlukninger er forudsætningen for en national genåbning. I sådan en model vil skoler og uddannelser uden smittede kunne blive ramt, men det er et grundvilkår i en automatisk model, siger han.

- Hvis du laver et værktøj baseret på automatik, vil det også ramme nogle, der ikke burde være blevet lukket ned. Derfor er det vigtigt at have en model med mulighed for hurtig selektiv genåbning, så der kan åbnes op, hvor der ikke er smitterisiko. Og det kommer der bedre muligheder for her, siger Stinus Lindgreen til TV 2.

Støttepartiet Enhedslisten er også positiv over for regeringens forslag og har tænkt sig at bakke op. Det siger partiets coronaordfører Peder Hvelplund.

- Jeg synes grundlæggende, det ser fornuftigt ud. Vi bevarer den automatiske nedlukning, samtidig med vi at vi sikrer større fleksibilitet og lokal medinddragelse, siger Peder Hvelplund.

Regeringen lægger op til, at ændringerne skal gælde fra 30. april.