Sådan har pigen fra motorvejen det i dag

Noor Al-Saedi gik langs motorvejen i 2015 for at komme til Sverige. I dag bor hun i den svenske by Boliden.

I 2015 sad seksårige Noor Al-Saedi på den sønderjyske motorvej E45 og legede med en politibetjent.

Han tog sin vielsesring af og gemte den i sin hånd. Noor skulle gætte, hvilken hånd ringen lå i.

Det var en leg, de legede, mens de holdt pause fra den lange gåtur op gennem Jylland.

Noor og hendes forældre var 25 dage tidligere flygtet fra Irak, som på det tidspunkt lå under for en humanitær krise.

Og sammen med en stor gruppe på op mod 300 andre flygtninge og migranter var de den efterårsdag på vej mod Sverige for at søge asyl - til fods via den danske motorvej.

I 2015 vandrede store strømme af flygtninge nord på ad de danske motorveje. Her ved sønderjyske motorvej E45 ved Padborg.
I 2015 vandrede store strømme af flygtninge nord på ad de danske motorveje. Her ved sønderjyske motorvej E45 ved Padborg.
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Billederne af de mange mennesker, der indtog E45, gik landet rundt og blev et symbol på, at flygtningekrisen nu var nået til Danmark.

Heriblandt fik især fotografierne af den legende Noor stor opmærksomhed og blev delt flittigt i de danske aviser og på sociale medier.

Det er fem år siden 9. september.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Hverdag i Sverige

I dag er Noor 11 år. Det lykkedes Noor og hendes mor og far at komme til Sverige, og i fem år har de boet i den lille nordsvenske by Boliden.

Noor går i 5.b, hun har lært svensk og har fået en bedste veninde, Elise.

11-årige Noor hjemme på sit værelse.
11-årige Noor hjemme på sit værelse.
Foto: TV 2

- I begyndelsen kunne jeg ikke tale svensk, og jeg kunne ikke lide svenskerne, siger Noor.

- Så lærte jeg svensk og begyndte at tale med dem. Jeg lærte dem at kende, og da vi kendte hinanden, kunne vi lege og blive venner, siger hun.

Noor sammen med sin bedste veninde Elise.
Noor sammen med sin bedste veninde Elise.
Foto: TV 2

Tre afslag

Men historien slutter ikke her. For Noors forældre har tre gange fået afslag på asyl. Begrundelsen er, at det er sikkert for dem i Irak.

Også i Danmark får irakiske asylansøgere afslag på asyl, selvom der er en alvorlig situation i dele af landet. Argumentet er, at man skal have et individuelt behov for beskyttelse for at få opholdstilladelse.

Derfor frygter familien Al-Saedi nu, at politiet vil banke på deres dør og sende dem tilbage.

- Hvis jeg blot kunne bo i en anden del af Irak, var jeg ikke flygtet over Dødens Hav med min datter i tre timer mod et ukendt mål, siger Shamaa Al-Saedi.

Noor sammen med sin mor og far i Sverige.
Noor sammen med sin mor og far i Sverige.
Foto: TV 2

Hun håber, ligesom sin mand Arif Al-Saedi, at de kan blive i Sverige, få et job og klare sig selv. Men fordi de har fået afslag på asyl, må de ikke arbejde.

- Jeg er ung og vil gerne arbejde. I fire år har Sverige forsørget os. Vi bare spiser, drikker og sover, siger Arif Al-Saedi om deres hverdag i Boliden, hvor de bor i en bolig, som kommunen har fundet til dem. Arif Al-Saedi arbejdede som mekaniker i Irak.

Situationen i Irak

Situationen i Irak er stadig ustabil. Folkelig utilfredshed, udbredte demonstrationer og uroligheder i Irak har ført til en alvorlig politisk krise.

Samtidig udgør Islamisk stat en alvorlig trussel mod landet, og landet rammes fortsat af lejlighedsvise terrorangreb.

Siden marts 2020 er den ustabile situation blevet yderligere forstærket af COVID-19 og en alvorlig økonomisk krise som følge af faldende oliepriser.

Kilde: Forsvarets Efterretningstjeneste

Fordi de ikke må arbejde, har de også haft svært ved at lære sproget.

- Jeg forsøgte at lære sproget, da jeg kom. Jeg vil gerne tilpasse mit bevis inden for økonomi og administration til Sverige, men det er blevet ødelagt, fordi vi ikke må blive, siger Shamaa Al-Saedi.

Shamaa Al-Saedi er uddannet inden for økonomi og administration.
Shamaa Al-Saedi er uddannet inden for økonomi og administration.
Foto: TV 2

Flygtet fra militsgrupperinger

Familien er flygtet fra Bagdad, hvor der i lang tid har været uroligheder mellem shia- og sunnimuslimer.

Særligt en episode, hvor Noor og hendes far kom i fare, gjorde udslaget.

- Jeg arbejdede som bilmekaniker, og en af militsgrupperne ville have mig til at arbejde for dem, forklarer Arif Al-Saedi.

Arif Al-Saedi.
Arif Al-Saedi.
Foto: TV 2

Han afviste, men det betød, at gruppen en dag kom efter dem.

- De steg ud af en bil med en pistol og prøvede at ramme min bil. Noor sad ved siden af i bilen, siger Arif Al-Saedi.

- Samme dag som hændelsen fandt sted, tog jeg hjem og talte med min kone. Vi måtte se at komme ud, forklarer han.

Uvis fremtid

Hvad der skal ske med familien i fremtiden, er stadig uvist. Får de lov til at blive i Sverige? Skal de bo i Irak eller et helt tredje land?

Noor håber ligesom sine forældre, at de kan få lov til at blive i Boliden, så hun kan fortsætte med at gå i skole med sine venner.

Noor under en idrætstime i skolen.
Noor under en idrætstime i skolen.
Foto: TV 2

- Jeg vil blive her i Sverige, for i Irak er der ikke gode skoler, og der er piger, der bliver gift, når de er meget unge, siger hun.

Hun vil gerne være læge eller forsker i medicin.

- Jeg tror, at det kommer til at ske, siger hun, inden hun retter sig selv.

- Jeg ved det.

Se minidokumentaren 'Hvor er Noor fem år efter flygtningekrisen?' på TV 2 Play her.