Sådan kommer en dansk familie fra Vejle til Gardasøen i bil

TV 2 har lavet et eksempel på, hvad en dansk familie skal igennem af coronaregler og restriktioner for at komme på sommerferie sydpå.

Torsdag træder det europæiske coronapas i kraft, som skal gøre det lettere at rejse på tværs af EU.

Men selvom coronapasset gælder i alle lande, er der stadig mange ting, man skal være opmærksom på.

De enkelte lande - og endda de enkelte regioner i landene - har forskellige regler og restriktioner, der varierer. Derfor kræver en bilferie ned gennem Europa lidt research.

Det, der er komplekst ved at rejse i øjeblikket, er, at reglerne skifter meget hurtigt. Det har de i hvert fald gjort de seneste uger. Sådan lyder det fra Jesper Ewald, salgs og indkøbschef i FDM Travel.

- Det kan være svært at få et overblik. Og så har regioner frem for lande tilladt indrejse, hvilket har gjort det yderligere kompliceret, siger han.

Derfor har FDM Travel sat en medarbejder til udelukkende at følge rejsevejledningerne rundt omkring i Europa.

- Men det er kompliceret, fordi det skifter om ikke fra time til time, så fra dag til dag, siger han.

Fra Vejle til Gardasøen

På TV 2 har vi lavet et eksempel på en typisk køre-selv-rute ned gennem Europa for at vise, hvad du skal være opmærksom på, inden du sætter dig ind i bilen og kører afsted.

Vi tager udgangspunkt i en familie fra Vejle, der skal ende ved Gardasøen i Italien, og som gør nogle stop undervejs.

Eksempel på en families biltur til Gardasøen.
Eksempel på en families biltur til Gardasøen.
Foto: TV 2 / Christoffer Laursen Hald

1: Afgang fra Vejle

Familien starter bilen ved hjemmet i Vejle og sætter kurs sydpå.

2: Hamborg

Første stop er i Hamborg, hvor familien tager en overnatning. Overalt i Tyskland er der krav om, at alle har et gyldigt coronapas, men det er ikke længere et krav, at danskere skal indregistreres, som det var for en uge siden.

Så det slipper vores familie for. Det kan dog ændre sig, hvis der over sommeren kommer et stort udbrud i Danmark med en coronavariant, som gør, at de tyske myndigheder ændrer på risikovurderingen.

3: München

Derefter kører familien til München, hvor Bayerns delstatsregler gælder, der lige nu er de samme som i Hamborg - men de kan variere fra delstat til delstat.

4: Schweiz

På vejen til Italien beslutter familien sig for at køre gennem Schweiz. Her skal vores familie fremvise negativ test, uanset om de er tidligere smittet eller færdigvaccineret. De skal også testes, selvom de blot kører gennem landet. En kviktest er gyldig i 24 timer, så familien skal finde et testcenter i München.

5: Ankomst til Gardasøen

Og til sidst er de så fremme ved Gardasøen. Her skal familien igen vise gyldigt coronapas, hvor deres test fra München er gyldig i 48 timer. Derudover skal der udfyldes et indrejsedokument. Og så kan ferien begynde.