Sådan sætter du krydset korrekt - og sådan må du IKKE gøre

Farvestrålende tusch og emojis går blandt andet ikke, hvis du vil have din stemme til at tælle ved valget tirsdag.

Et kryds og så er det overstået.

Det lyder simpelt at udfylde en stemmeseddel, men ved kommunal- og regionsrådsvalget for fire år siden, var hele 24.000 stemmer ugyldige, uden at der var tale om blanke stemmer.

For at rette op på den statistik giver vi dig her en guide over, hvad du må, og hvad du bestemt ikke må tegne eller skrive på dine stemmesedler.

Ingen emojis

Når du tirsdag går op for at stemme, får du udleveret to stemmesedler. Én til kommunalvalget og én til regionsrådsvalget. Reglerne er ens for dem begge.

Du skal kun sætte ét kryds på hver seddel, og det skal tages meget bogstaveligt. Et kryds kan dog både være et ”X” eller et ”+”, men du må ikke skrive bogstaver, tegne en cirkel eller lave en emoji.

Et flueben kan til nøds gå, mens lodrette, vandrette eller skrå streger ikke bliver godkendt.

Dit ”X” eller ”+” må ikke være uden for felterne på stemmesedlen. Du må heller ikke skravere feltet eller fylde det helt ud.

Farvestrålende tusch går ikke

Der er skriveredskaber i stemmeboksen, men foretrækker du at bruge dit eget, må du gerne tage en blyant eller kuglepen med. Det er dog ikke tilladt at bruge en særlig genkendelig farve som eksempelvis en guldtusch.

Din stemme er hemmelig

I Danmark har vi stemmehemmelighed, og derfor må dine sedler ikke få et særpræg, så de kan genkendes ved optællingen. Derfor må der ikke være tegnet på sedlerne, du må heller ikke skrive navnet på den, du vil stemme på.

Din stemmeseddel må ikke være revet itu, men går den i stykker, eller skriver du forkert, kan du få udleveret en ny. Det er naturligvis kun muligt, hvis ikke du allerede har smidt den i stemmeboksen.

Blanke stemmer

Ved valget i 2013 stemte 46.000 blankt ved kommunalvalget, mens næsten 158.000 gjorde det ved regionsrådsvalget.

Den mulighed har du naturligvis stadigvæk ved ikke at udfylde stemmesedlen. Stemmen bliver ugyldig, men den vil tælle med i det samlede antal afgivne stemmer og i valgdeltagelsen.