Søndag byder på masser af sol og temperaturer tæt på 15 grader

Det bliver flere steder markant varmere end lørdag.

Lørdag bød på temperaturer på knap 13 grader, men flere steder måtte man vente længe for at se solen.

Søndag kommer der markant mere sol, og flere steder kan det blive 5-7 grader varmere end lørdag.

Alt i alt bliver søndag altså endnu mere forårsagtig, end tilfældet var lørdag.

Fra morgenstunden vil der være få skyer på himlen. Kun et højt cirrus-skydække vil i perioder sløre for solen - især i den vestlige del af landet.

Skyer til eftermiddag, færrest mod øst. Solen vil skinne igennem de fleste af dem.
Skyer til eftermiddag, færrest mod øst. Solen vil skinne igennem de fleste af dem.
Foto: TV2 Vejr/Grafik

Temperaturen vil komme højt op for februar, alletiders varmeste februardag lyder på 15,8 grader. Vi kommer derop ad, men nok ikke helt nok til en ny rekord.

Højeste temperatur søndag, især på Fyn og Sjælland vil man opleve 3-7 grader højere temperatur.
Højeste temperatur søndag, især på Fyn og Sjælland vil man opleve 3-7 grader højere temperatur.
Foto: TV2 Vejr/Grafik

Det ser igen ud til, at det er i Jylland, at vi vil se, at termometeret nærmer sig 15 grader.

Men også Fyn og Sjælland kommer bedre med, og det vil her være markant varmere end lørdag, især fordi solen vil skinne fra en næsten skyfri himmel i lange perioder, og vinden er svagere end lørdag.

Helt ude i vandkanten ved pålandsvind vil temperaturen igen søndag være behersket. Men det er klassisk forår, og noget man altid må indstille sig på.

Bor man ved kyster, er det vindretningen, der dikterer temperaturen i det tidlige forår.

Varmen kommer oprindeligt fra Sahara

Lørdag toppede man på 12,8 grader tæt ved grænsen, imens man på Anholt kun nåede 4,0 grader, da det var varmest.

I Københavns Lufthavn toppede man på 5,0 grader, og i København blev det til 6,2 grader ved Landbohøjskolen. Flere steder var det altså småt med forårsfornemmelserne.

Højeste temperatur lørdag, bemærk den enorme forskel fra vest til øst.
Højeste temperatur lørdag, bemærk den enorme forskel fra vest til øst.
Foto: TV2 Vejr/Grafik

Forår i luften var der dog mange steder i Jylland og på Fyn, hvor man også lige klemte sig over de 10 grader.

Den usædvanligt varme luft for årstiden stammer oprindeligt fra Sahara.

Luftmassen har lørdag givet meget varmt forårsvejr i Vesteuropa med temperaturer, der har givet mulighed for korte ærmer.

Paris kom tæt på 20 grader, og i både Belgien, Holland og det vestlige Tyskland blev det til 15-17 grader og solrigt vejr.