Sønderjysk mand efterforskes for uagtsomt manddrab efter alvorlig bådulykke

En sønderjysk familie på fire var ombord på en motorbåd, da den kolliderede med en sejlbåd i Italien. En person har mistet livet i ulykken, mens en stadig er savnet.

En 58-årig mand fra Sønderjylland bliver lige nu efterforsket for uagtsomt manddrab af anklagemyndigheden i den italienske by Grosetto.

Den 58-årige mand var sammen med sin 26-årige søn, en 53-årig kvinde samt en 24-årig kvinde om bord på den 58-åriges motorbåd, da denne lørdag omkring klokken 17.30 stødte sammen med en italiensk sejlbåd på havstrækningen mellem de to øer Argentario og Giglio i Toscana-regionen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

I forbindelse med kollisionen mistede en mand livet, mens en kvinde fortsat er forsvundet oven på ulykken. Begge er italienske statsborgere og var ombord på sejlbåden.

Der var i alt seks italienske statsborgere ombord på sejlbåden, og de resterende fire blev efter ulykken indlagt på hospitalet.

Anklagemyndigheden er ved at undersøge muligheden for at sigte bådens ejer for uagtsomt manddrab, uagtsomme skader og påsejling, skriver Il Messaggero.

Sejlede på autopilot

De indledende undersøgelser af ulykken peger på, at motorbåden sejlede med autopilot slået til på tidspunktet for kollisionen.

Mens sejlbåden er meget ødelagt efter sammenstødet, er der kun få ridser i motorbåden, skriver det italienske medie Il Messaggero.

- Ifølge manden, som Il Messaggero har talt med, var det helt uforklarligt, og som om båden bare drønede hen imod dem, uden at nogen holdt øje med at navigere. Men han er den eneste, vi endnu har hørt fra, siger TV2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl.

De fire danskere skulle ifølge italienske medier være blevet afhørt og er nu til rådighed for efterforskningen af ulykken.

En af personerne fra motorbåden - en 24-årig dansk kvinde - har ifølge det italienske medie Il Messaggero fortalt italiensk politi om omstændighederne.

- Vi blev blændet af solen, og automatpiloten var tændt, skulle hun have sagt via en tolk efter ulykken.

Mediet skriver også, at båden sejlede over 30 knob - mere end 55 kilometer i timen - ved påsejlingen.

Sejlbåden skulle angiveligt have krydset motorbådens vej. Motorbåde skal ifølge søfartsreglerne vige for sejlbåde.

Håber på at finde savnet kvinde i live

Redningstjenesten ankom til ulykkesstedet få minutter efter påsejlingen, da passagerer på sejlskibet ringede.

Ifølge redningsmyndigheden håber man stadig på at finde kvinden i live, da vejret har været godt siden ulykken.

- Vi leder efter en levende person, siger Luigi Buta, der er leder for redningstjenesten i området.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Rom er i kontakt med de pårørende og yder konsulær bistand i sagen, oplyser ministeriet til TV 2.

Grundet tavshedspligt kan ministeriet ikke give yderligere oplysninger.

TV SYD vil dagen igennem følge sagen og holde artiklen her opdateret.