Spillerforening revser KIF-ledelse - formand kan ikke se sammenhæng

Forklaringen på KIF Koldings problemer er ikke coronakrisen, men dårlig ledelse, siger spillerforeningens formand. KIF-formand mener ikke, det hænger sådan sammen.

Håndbold Spillerforeningen har ikke meget til overs for bestyrelsen i KIF Kolding med Brian Stein i spidsen, efter at de tirsdag aften meldte ud, at de trækker sig. De har ikke kunnet få klubbens økonomi til at hænge sammen til den kommende sæson.

Ifølge Brian Stein primært fordi det ikke er lykkes at forhandle en aftale på plads med spillerne om lønnedgang i et halvt år under coronakrisen.

quote

Der er ikke nogen organisation, der er ikke nogen plan.

Michael Sahl, direktør i Håndbold Spillerforeningen

Men den forklaring møder kritik fra Michael Sahl Hansen, der er direktør i Håndbold Spillerforeningen, der har forhandlet på vegne af spillerne.

- Det tager jeg nu med ophøjet ro. Jeg har rimelig tiltro til, at folk i håndboldbranchen godt ved, at det her hverken er spillerne eller Håndboldspillerforeningens skyld, at KIF er i den situation, de er i. Det er ganske enkelt ledelsen. Så kan det være coronarelateret eller ej, men der er ikke nogen organisation, der er ikke nogen plan. Men hvis det er os, han vil skyde skylden på, så lever vi med det.

- Brian Stein har forsøgt at køre en slags pistol-for-panden-forhandlinger over for spillerne med ultimative deadlines. Vi kan se os selv, og vi kan se spillerne i øjnene i forhold til, at vi har været løsningsorienteret. Det har spillerne også været.

- Men at gå 40 procent ned i løn er svært for rigtig mange spillere. Det vil det være for rigtig mange mennesker. Lønningerne i Kolding ligner et ganske normalt arbejdsmarked, så det ville have så store konsekvenser, at spillerne skulle ud og have arbejde ved siden af for at få tingene til at hænge sammen, og så er det ikke professionelt mere.

Brian Stein: Vi tror ikke på, vi kunne have ventet

Bestyrelsesformand i KIF, Brian Stein, forklarer til TV 2 SPORT, at de har følt sig nødsaget til at tage hånd om problemet nu, da fremtiden er utrolig usikker.

- Vi tror simpelthen ikke på, at man skal vente med at gøre det, som vi har gjort. Vi tror på, at man skal tage tingene alvorligt nu. Vi har også sagt, at den lønnedgang, som vi har fremlagt for spillerne, ved vi jo godt kan virke urimelig hård, men alt, hvad der ville komme ind af penge, ville jo gå til spillerne.

- Vi har ikke kunnet finde et fælles fodslag med Håndboldspillerforeningen omkring den plan. De synes ikke, at coronakrisen er noget, man skal tage så alvorligt, som vi gør. Og Spillerforeningen mener, at det er selvskabte problemer, og vi har svært ved at se, at vores fortid skulle have noget med corona at gøre.

- Vi har givet korte deadlines til Spillerforeningen for svar, men bolden er blevet rullet tilbage til os uden nogle konkrete formuleringer af handlinger/konkrete forslag. Det er fint, at Michael Sahl kommenterer på enkeltpersoner i KIF, og hvad vi praktiserer af ledelse. Det niveau vil vi ikke ned på, og derfor har vi også blot kommunikeret, at vi har forskellig opfattelse af covid-19-konsekvenserne i sportens verden. Hvorfra ved Michael Sahl iøvrigt, at vi ikke har en plan? Der er fjernet over 20 millioner kroner i gammel gæld og skabt ro om spillerlønninger.

quote

Spillerforeningen mener, at det er selvskabte problemer. Vi har svært ved at se, at vores fortid skulle have noget med corona at gøre

Brian Stein, afgående bestyrelsesformand, KIF

Den nu afgående bestyrelsesformand forklarer, at de har arbejdet med spillerne og Spillerforeningen siden 17. april, men at det først var mandag, der kom et konkret oplæg fra dem.

- Der kom der et bud fra dem på, hvad de mente, de kunne tilbyde os. Og det er så derfor, at vi har truffet den beslutning. Derfor må vi finde nogen andre, der vil tage over på den klub. Vi var langt fra hinanden.

- Det er vores indtryk, at en pæn del af spillertruppen synes, at vores forslag var hårdt og brutalt, men at de godt kunne se idéen i det, og at de måske også godt kunne købe ind på idéen om at skaffe penge. Men vi kan ikke skaffe penge – der er virksomheder, der ikke engang vil tage imod os, vi må ikke engang komme ud og besøge dem lige nu.

quote

Nu har vi brugt to år af vores liv på det her, og vi føler, vi har ramt en mur. Men jeg håber, at KIF overlever.

Brian Stein, afgående bestyrelsesformand, KIF

"Jeg håber, at KIF overlever"

Brian Stein mener også, at hvis spillerne gik forrest, så kunne de være sikre på, at der ville blive spillet håndbold i Kolding i fremtiden. Det kan han ikke sige nu.

- Jeg kan ikke skrive i pressemeddelsen, at der er gode nyheder, for det er ikke virkeligheden. Men det kunne have været virkeligheden, hvis spillerne havde bakket op om vores oplæg og havde været i en anden form for dialog med os. Men vi respekterer jo spillerne og deres holdning til det, der er slet ingen bad feelings. Vi respekterer det. Det er deres valg.

- Jeg håber, at KIF kan komme igennem det. Hvis der er nogen, der mener, at de kan klare den her case med KIF bedre, end vi kan, så vil jeg rigtig gerne høre fra dem. Nu synes vi ikke, at vi kan mere. Nu har vi brugt to år af vores liv på det her, og vi føler, vi har ramt en mur. Men jeg håber, at KIF overlever.