Team Esbjerg har allerede fundet afløser for fyret cheftræner

Den tidligere landsholdsspiller Jesper Jensen bliver ny cheftræner i Team Esbjerg.

Tirsdag besluttede Team Esbjerg at fyre cheftræner Lars Frederiksen, der i 2015/16-sæsonen førte klubben til sit første danske mesterskab.

Afløseren er dog allerede blevet fundet.

Det bliver den tidligere landsholdsspiller Jesper Jensen, der senest var assistent for Lars Frederiksen.

- Jeg synes, at det er et spændende projekt. Jeg synes, at der er mange gode ting i Esbjerg, der i mange år har været på vej i den rigtige retning, og jeg synes stadigvæk, at der er mulighed for at lægge flere lag på, og det vil jeg rigtig gerne være med til, siger Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

39-årige Jensen, der tidligere har stået i spidsen for Vejen EH's kvinder og Aalborgs herrer, har skrevet under på en treårig aftale med Team Esbjerg, og han tiltræder med øjeblikkelig virkning i stillingen.

Klubben mangler nu at finde en assistenttræner.

Jesper Jensen blev ved årsskiftet ansat som assisterende cheftræner i klubben, der havde behov for en ekstra træner på fuld tid.

Han startede sin aktive karriere i Esbjerg, hvor han spillede fra 1996 til 2000, før han fik en stor karriere gennem 13 sæsoner i Skjern og desuden spillede 120 landskampe for Danmark.