Ulv dræbte kalv og jagtede ko 160 meter ud i Vadehavet

Redningsaktionen i havet tog omkring fem timer.

De seneste to døgn har der udspillet sig et usædvanligt drama i det vestjyske naturområde Skallingen. Og hovedrollerne er blevet spillet af en glubsk ulv, en dræbt kalv, en hyrde fra Naturstyrelsen og en ko, der er blevet jagtet 160 meter ud i Vadehavet.

Dramaet startede natten til fredag med omkring 200 brægende køer i byen Ho. En stor ulv var kommet på besøg, skriver JydskeVestkysten.

Jagtede ulven i tre kilometer

- Køerne gik fuldstændig amok. De løb efter den og brølede helt vanvittigt, siger Bjarne Slaikjær til TV 2. Sammen med sin datter og svigersøn ejer han køerne.

Ulven var ikke en ny gæst. Den har bevæget sig rundt i området i omkring et års tid, og i nattetimerne kørte Bjarne Slaikjær på sin ATV til de urolige køer for at jage den væk.

Ulv ved Damhus 14. august 2020
Ulv ved Damhus 14. august 2020
Foto: Klaus Nissen

Ulve i Danmark

En forskergruppe holder nøje øje med udviklingen i antallet af ulve herhjemme. Ud fra ekskrementer og hår bliver der lavet en genetisk profil for hver enkelt ulv. På baggrund af det, blev der i januar registrereret 24 ulve på dansk grund, siden ulven genindvandrede til Danmark i 2012.

I tre kilometer jagtede han den fra indhegning til indhegning. Fra den ene flok køer til den næste. Endelig forsvandt den.

- Så troede jeg, det var overstået for denne gang, siger han.

Et makabert syn

Bjarne Slaikjær arbejder som hyrde og naturvejleder hos Naturstyrelsen Blåvandshuk. I sit job passer han omkring 400 køer i Skallingen, der ligger cirka syv kilometer syd fra hans egne køer i byen Ho.

Fredag morgen ville han forbi området for at tilse en nyfødt kalv.

- Men jeg kunne ikke finde den. Den var ikke sammen med dens mor, som gik og brølede efter den. Og jeg kunne se på koen, at den ikke var kommet af med mælk om morgenen, siger han.

Da han endelig fandt kalven, var det et ”makabert” syn, der mødte ham.

- Den var bidt ihjel, og der var et stort hul i maven på den, hvor man kunne se flere brækkede knogler.

Han tilkaldte en ulveekspert fra Naturstyrelsen, som bekræftede Bjarne Slaikjærs mistanke: Det var så godt som sikkert, at kalven var blevet dræbt af ulven, der havde lavet ballade om natten.

Dog indsamlede de DNA fra kalven, som skal sendes til et laboratorie i Tyskland, så den mindste tvivl kan udelukkes.

Ko og ulv dansede om hinanden i en time

Her havde Bjarne Slaikjær nok håbet, at pinsen ikke skulle indeholde flere ulveudfordringer. Men sådan skulle det ikke gå.

Lørdag skulle han igen til Skallingen – denne gang for at sikre, at de mange køer blev flyttet til højereliggende områder, da Skallingen grundet blæst risikerede at blive oversvømmet af Vadehavet.

Men langt fra de mange køer udspillede der sig et uvant syn. I sin kikkert kunne Bjarne Slaikjær se koen, der havde født den nu dræbte kalv, blive jagtet af ulven.

Jagten fortsatte længere og længere ud i Vadehavet.

- I en cirkel dansede de rundt om hinanden i over en time, mens det styrtregnede. Ulven sprang rundt, siger Bjarne Slaikjær.

Situationen er yderst usædvanlig, forklarer han. For ulve jagter normalt ikke køer, og hyrdens teori er derfor, at koen stadig lugtede af kalven.

160 meters tovtrækkeri

Pludselig forsvandt ulven, men koen befandt sig nu omkring 160 meter ude i havet. Kun med hovedet over vand.

En redningsaktion måtte derfor i gang, og Bjarne Slaikjær fik sammen med en bondemand mobiliseret en flok unge folk ”med mod på lidt af hvert”, som han siger.

I to traktorer kørte de så langt, vandet tillod, og herfra gik Bjarne Slaikjær og hans medhjælpere ud i havet og fik reb rundt om koen. Inde fra land trak den anden del af redningsholdet i rebet.

- Koen var afkræftet efter både at kæmpe mod ulv og vand og lå ned flere gange. Men det er en stor Angus, så den har energi. Mange andre kvægracer var den ikke gået med, siger han.

Redningsaktionen varede omkring fem timer, før koen igen var tilbage blandt de mange andre køer i Skallingen. Her blev den forkælet med varme og halm.

- Det hele endte lykkeligt for koen. Ikke for kalven. Og denne her weekend har været helt ud over det normale, siger Bjarne Slaikjær.