Van der Vaart imponerede Serie 4-spillere: - Sindssygt at møde ham her

Den tidligere stjerne Rafael van der Vaart var torsdag tilbage på banen, da han spillede en Serie 4-kamp. Og det imponerede med- og modspillere.

Han har tidligere spillet på stadioner som White Hart Lane og Santiago Bernabéu.

Men torsdag aften var det en noget mindre kulisse, da Rafael van der Vaart gjorde comeback på fodboldbanen for Esbjerg fB's Serie 4-hold i udekampen mod FC King George i Veldtofte Idrætspark.

Her var den tidligere hollandske landsholdsspiller medvirkende til, at Esbjerg fB vandt 3-1. Men det var ikke resultatet, der blev talt om efter kampen. Det var tilstedeværelsen af Van der Vaart.

- Det er sgu helt ubeskriveligt. Han er jo lidt en legende, og så er det jo sindssygt at møde ham i Serie 4. Det er lidt svært at beskrive. Det er jo noget, man vil fortælle sine børn og børnebørn om. Det er helt vildt. Også hele holdets niveau - vi kan slet ikke være med, siger Stefan Bjerg Lauridsen, der er anfører for FC King George, til TV 2 SPORT.

- Vi havde jo lidt regnet med, at han var blevet tung, men han lægger dem (afleveringerne, red.) jo bare. De er der hver gang.

Testimonial venter hollænderen

Den 36-årige hollænder, der havde en afslutning på stolpen i kampen, skal 13. oktober spille en testimonial i Volkspark i Hamborg, og derfor ønsker han at komme lidt i form, inden han skal spille med tidligere stjerner.

- Det var godt at være tilbage på banen. Vi fik en idé med, at jeg kunne spille med amatørholdet, for at jeg kunne holde mig i gang, og det er rart. Det er lang tid, siden jeg sidst har været på banen, så det er godt.

quote

Jeg synes, at det er fantastisk. Børnene snakker jo om det derhjemme.

Michael Larsen, Esbjerg fB

 

- Jeg ville gerne spille igen, og jeg ville gerne lidt i form til min testimonialkamp. For at være ærlig var niveauet godt. De kan løbe. Jeg skal nok lave afleveringerne, så længe de kan løbe, siger hollænderen med et smil.

Udover superligaklubberne Esbjerg og FC Midtjylland nåede Rafael van der Vaart at spille for store klubber som Real Madrid, Tottenham, Ajax og Hamburger SV.

Rafael van der Vaart mødte stor opbakning blandt med- og modspillere.
Rafael van der Vaart mødte stor opbakning blandt med- og modspillere.
Foto: Johan Svendsen, TV 2 SPORT

Lovet at spille flere kampe

Derfor var Van der Vaarts nye holdkammerater også imponerede over, at han har tilsluttet sig de lokale drenge.

- Det var jo fantastisk og noget, vi alle sammen havde set frem til. Det kom for et par uger siden, at han godt kunne finde på at joine os lidt, og det gjorde han så, siger Michael Larsen, der er anfører for Esbjerg-holdet.

- Jeg synes, det er fantastisk. Børnene snakker jo om det derhjemme. "Er det rigtigt? Skal I det her?" Jeg vil huske det her indtil næste kamp. Han har lovet at spille et par flere. Jeg synes, det er fantastisk integration at ville det esbjergensiske fra hans side af. Det ser vi frem til. Han kan stadigvæk nogle tricks.

Den tidligere hollandske landsholdsspiller annoncerede i november sidste år, at han stoppede sin professionelle karriere med øjeblikkelig virkning - blot tre måneder efter, at han havde skrevet kontrakt med Esbjerg fB.

Rafael van der Vaart bor til daglig i Esbjerg med kæresten Estavana Polman, der er professionel håndboldspiller og spiller for det danske mesterhold Team Esbjerg. Parret har sammen en datter.