Ved et tilfælde opdagede gymnasielærer, at han selv er med i årets julekalender

Forfatteren bag ’Kometernes Jul’ husker tydeligt sin gamle underviser med den karakteristiske sweater. Nu er han en karakter i årets julekalender.

Han er nem at genkende med sit røde hår og skæg og den karakteristiske striktrøje med en panda på maven.

Derfor har han også fået navnet Panda-Søren af både eleverne og de voksne på AstroCampen i 'Kometernes Jul', hvor han underviser i fysik og kemi.

Han er dedikeret til sit fag, men lidt nervøst anlagt, og hans pædagogiske evner trænger til at blive genopfrisket. Alligevel gør han sit bedste for at hjælpe børnene Elias og Noor med at få de to andre børn, Mie og Johannes, hjem fra den fjerne Planet 9.

Men Panda-Søren er ikke bare en karakter i julekalenderen. Han eksisterer i virkeligheden.

Den sjette Panda-trøje

Han hedder Søren Hansen og er gymnasielærer i Ribe.

Allerede i 1980’erne fik han tilnavnet Panda-Søren på grund af sin karakteristiske sweater.

Den første sweater blev strikket allerede i 1983. På det tidspunkt var Søren Hansens kone medlem af Verdens Naturfonden (WWF), hvis logo er en panda, og da hun så, at de solgte en strikkeopskrift på en sweater med ikonet på forsiden, købte hun den straks.

Hun forærede den til sin mand, og sweateren har mere eller mindre hængt på ham lige siden. Eller det vil sige sweatrene. Det har nemlig været nødvendigt at lave nye undervejs.

- Siden det har hun strikket en ny, hver gang de blev slidt op. Lige nu går jeg med nummer seks i rækken, siger Søren Hansen.

Søren Hansens børnebørn har glædet sig til at se karakteren inspireret af deres morfar.
Søren Hansens børnebørn har glædet sig til at se karakteren inspireret af deres morfar.
Foto: Privatfoto

I 1983 arbejdede han som underviser i Haderslev, og det var derfor også der, han første gang fik navnet tilnavnet Panda-Søren af sine elever.

Slidte pandatrøjer bliver til puder

Da han i 1993 flyttede til Ribe Katedralskole, gik der ikke lang tid, før navnet flyttede med ham, og han fortæller, at nogle af hans elever formentlig vil sige, at de aldrig har set ham uden striktrøjen.

Men det er jo en sweater, understreger han. Og derfor går han kun med den, når det er koldt nok. Hvilket betyder, at den er en fast del af påklædningen i vinterhalvåret.

quote

Det er jo sjovt at se morfar som samlekort.

Søren Hansen, gymnasielærer, Ribe

Det betyder også, at striktrøjen hurtigt bliver slidt op, især på ærmerne, fortæller Søren Hansen. Og selvom han nu er på nummer seks af slagsen, har han stadig et par af de gamle derhjemme.

- En af dem har min kone syet om til en pude, der ligger hjemme i min sofa. Det er Panda-trøje nummer tre, siger Søren Hansen.

Søren Hansens kone har syet panda-trøje nummer tre om til en pude.
Søren Hansens kone har syet panda-trøje nummer tre om til en pude.
Foto: Privatfoto

Forfatteren er gammel elev

Søren Hansen fandt første gang ud af, at han var inspirationskilde til en af karaktererne i ’Kometernes Jul’, lige før jul sidste år.

Nogle af hans forhenværende elever havde set en pressemeddelelse, der blev sendt ud, da optagelserne begyndte. Og den indeholdt også et billede af flere af karaktererne.

- Eleverne skrev til mig på Messenger og spurgte ”hvorfor er du med i en julekalender?”. De troede, at det faktisk var mig, siger Søren Hansen.

I 'Kometernes Jul' hjælper Panda-Søren med at få Mie og Johannes hjem til Jorden igen.
I 'Kometernes Jul' hjælper Panda-Søren med at få Mie og Johannes hjem til Jorden igen.
Foto: Christian Geisnæs / TV 2

Så begyndte han selv at undre sig. Hvorfor var der så stor sammenhæng mellem ham selv og karakteren?

Men svaret var ikke svært at finde. Det gik hurtigt op for Søren Hansen, at manuskriptforfatteren bag julekalenderen var en af hans tidligere elever, Jenny Lund Madsen.

- Så kunne jeg jo godt lægge to plus fire sammen, og det giver seks, siger Søren Hansen.

Morfar som samlekort

Jenny Lund Madsen fortæller, at de under arbejdet med at udvikle karaktererne til julekalenderen prøvede at skabe nogle meget distinkte figurer. Det skulle være tydeligt, hvilken type personen var, så snart de var på skærmen. Og det fik forfatteren til at tænke på sin gamle underviser.

- Det var sådan en sjov hyldest til en underviser, som jeg var glad for den gang og som introducerede mig for naturvidenskab. Og så ville jeg gerne give det igen, siger Jenny Lund Madsen.

Panda-Søren underviser i fysik og kemi på AstroCampen i 'Kometernes Jul'.
Panda-Søren underviser i fysik og kemi på AstroCampen i 'Kometernes Jul'.
Foto: Christian Geisnæs / TV 2

Og Søren Hansen er også beæret over, at han har efterladt så stort et indtryk hos sin gamle elev.

- Jeg er stolt. Jeg kan ikke skjule det. Det betyder, at der må være noget, der har hængt ved hos Jenny, siger han.

Han fortæller, at hans børnebørn har glædet sig til at se julekalenderen. Især når de ved, at en af karaktererne er inspireret af deres morfar.

- De synes jo, at det er sjovt at se morfar som samlekort, siger Søren Hansen.

Ligheden i udseende er helt tilfældigt

Men selvom børnebørnene måske kan genkende morfars navn og karakteristiske sweater, bliver det måske svært at finde andre genkendelige træk ved figuren.

Jenny Lund Madsen fortæller, at det kun er navnet og trøjen, der er brugt som inspiration til karakteren. Panda-Sørens opførsel og historie i julekalenderen har de selv opdigtet.

Martin Greis-Rosenthal spiller Panda-Søren i 'Kometernes Jul'.
Martin Greis-Rosenthal spiller Panda-Søren i 'Kometernes Jul'.
Foto: Christian Geisnæs / TV 2

At karakteren rent fysisk ligner den rigtige Panda-Søren, er ifølge Jenny Lund Madsen et tilfælde. Hun havde selv kun fortalt produktionen om den karakteristiske sweater, og hverken kostume- eller sminkeafdelingen havde set et billede af den virkelige Panda-Søren, inden de lavede karakteren.

- Men da jeg så et billede af ham, efter han var blevet stylet, lignede han på en prik min gamle lærer. Det var næsten uhyggeligt, men også lidt fedt, siger Jenny Lund Madsen.

Spiller både Panda-Søren og sin egen far

Martin Greis-Rosenthal, der spiller rollen som Panda-Søren i julekalenderen, var også overrasket, da han første gang kiggede sig selv i spejlet efter at have været igennem både en kostume- og sminkeprøve. Men det var ikke Søren Hansen, han syntes, at han mindede om.

Der er ikke den store lighed mellem Panda-Søren og Martin Greis-Rosenthal i virkeligheden.
Der er ikke den store lighed mellem Panda-Søren og Martin Greis-Rosenthal i virkeligheden.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

I stedet tænkte han tilbage på et gammelt billede af sin egen far, da han var nyuddannet lærer. Og hans far lignede Panda-Søren på en prik, fortæller Martin Greis-Rosenthal.

- Det er helt sindssygt. Man bruger alle sine teenageår på at genopfinde sig selv og træde ud af sine forældres skygge, og så ender man som 40-årig med at spille sin far, siger han og fortsætter:

- Så jeg spiller både Panda-Søren, men jeg spiller fandme også min far.

Du kan se 'Kometernes jul' på TV 2 hver aften klokken 20 og se snigpremiere på næste dags afsnit lige bagefter på TV 2 PLAY.