Vejles Gulddreng genopstår med EM-sang, der er "meget bedre" end Alphabeats

- Løver sammenligner ikke sig selv med får. Men ja, den er helt sikkert meget bedre, siger Gulddreng om sin egen sang. Hør den i bunden af artiklen.

Mere end tre år efter, at popikonet Gulddreng gav afskedskoncert for 11.000 skrigende fans i Royal Arena, er han nu tilbage med ny musik.

Søndag udkom singlen ”Helt Sikker”, som Gulddreng har lavet i anledning af det forestående EM.

- Selv da Danmark røg ud af kvalifikationen i ‘92, var jeg stadig 'Helt Sikker' på guld. Nu, igen, kan jeg mærke at Danmark vinder EM, udtaler Gulddreng til TV 2.

Helt sikker

På et billede på hans Instagram-profil kan man se ham posere foran Christiansborg iført et dannebrogsoutfit, mens han lader som om, at han taler i telefon med statsminister Mette Frederiksen (S), der beder ham lave en fodboldsang.

- Ja, dav Mette makrelmad. Jo, jeg kan godt rejse mig fra graven for din skyld, står der.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Bag alliaset Gulddreng gemmer sig 27-årige Malte Ebert fra Vejle, der til dagligt laver musik under sit eget navn.

Bedre end Alphabeat

Med den nye single konkurrerer Gulddreng med popgruppen Alphabeat, som i fredags udgav den officielle EM-sang 'Danmarks Dynamite', hvor landsholdet synger med.

Hvis man spørger den altid selvsikre musiker, er der dog ingen tvivl om, hvilken af de to sange som er bedst.

- Løver sammenligner ikke sig selv med får. Men ja, den er helt sikkert meget bedre, siger Gulddreng til TV 2.

Danmarks Dynamite

Da Alphabeats 'Danmarks Dynamite' blev præsenteret, fik den en særdeles hård medfart på de sociale medier og af flere musikanmeldere.

TV 2 fik kort efter udgivelsen en fodboldkommentator, en lektor på Rytmisk Musikkonservatorium, en fodboldjournalist og en musiker bag et tidligere slutrundehit til at anmelde sangen. Modsat de mange kritikere var de positive.

Hør "Danmarks Dynamite" herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

- Jeg ved ikke, hvem han er

Officielt var Gulddreng aktiv fra sommeren 2016 til februar 2018, og i den tid tog den selvfede karakter med hang til modeller og dyr champagne danskerne med storm.

7 af hans 14 singler toppede den danske hitliste, og Gulddreng har over 90 millioner streams på musiktjenesten Spotify.

Siden har manden bag, Malte Ebert, udgivet en række engelsksprogede singler i eget navn.

Gulddreng og Malte Ebert

Hvorfor er det Gulddreng og ikke Malte Ebert, der laver sangen?

- Jeg ved ikke, hvem han er, men jeg er helt sikker på, at han aldrig kunne have skrevet sangen, lyder det fra Gulddreng.

Det er da heller ikke første gang, at musikeren lader sit guldklædte alias genopstå. I 2019 udgav Gulddreng sangen 'Stop nu' til en reklamekampagne for Økologisk Landsforening.

Om det så er endeligt farvel til Gulddreng efter fodboldsangen vides ikke.

- Måske. Det eneste, jeg er helt sikker på, det er, at vi vinder EM. Vi ses på toppen, siger han til TV 2.

Hør den nye single her.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.