Verdensstjerne trækker i Esbjerg-trøjen

Den danske kvindeliga bliver fra næste sæson en stor stjerne rigere. Team Esbjerg har skrevet en toårig kontrakt med norske Nora Mørk.

CV'et taler sit tydelige sprog. Fem Champions League-titler, fire europamesterskaber, seks norske mesterskaber, et verdensmesterskab og to OL-bronzemedaljer.

Og det er blot et udsnit af de kollektive trofæer. Norske Nora Mørk har også personlige meritter, der blandt andet tæller titlen som VM-topscorer, dobbelt EM-topscorer, OL-topscorer to gange og verdens bedste håndboldspiller anno 2017.

Alt dette har Team Esbjerg sikret sig. 30-årige Nora Mørk har nemlig skrevet under på en toårig kontrakt med den jyske ligaklub fra sommeren 2022.

- Jeg har et behov for at spille i en anden liga, og så er det jo en god klub med gode ambitioner, og jeg fik et utrolig godt billede af Jesper Jensen, da jeg talte med ham. Vi er enige om mange ting, og så ønsker jeg at udfordre mig selv med at spille på et hold, hvor der er mange gode spillere, siger Mørk til TV 2 SPORT i forbindelse med skiftet.

Nora Mørk kommer til Jesper Jensens Team Esbjerg fra norske Vipers Kristiansand, hvor hun vandt Champions League i sidste sæson.

”Ikke bare fordi det er dejligt at bo i Danmark”

Og den norske verdensstjerne skifter ikke blot til Danmark for at prøve noget nyt. Hun er fyldt med ambitioner.

- Jeg kommer ikke til Esbjerg, bare fordi det er dejligt at bo i Danmark. Jeg kommer, fordi jeg vil blive bedre, og jeg kan se, at Esbjerg er et godt hold, som kan udfordre de bedste hold i Champions League. Jeg kommer til Esbjerg, fordi jeg har lyst til at vinde. Det skal der ikke være tvivl om, siger den norske bagspiller.

Nora Mørk har tidligere i karrieren spillet i Danmark. Da hun var blot 16 år gammel, var hun tilknyttet Aalborg DH i 2007.

Mørk var dog blot andenårs juniorspiller, hvorfor hun ikke måtte spille i kvindeligaen. Efter godt et halvt år i Danmark besluttede Nora Mørk at flytte tilbage til Oslo.

Siden da har hun været en af verdens bedste spillere i storklubber som Larvik, Györ, CSM Bucuresti og Vipers Kristiansand.