Vi har efterårets første nattefrost i Billund

Efteråret viser sig nu fra sin kolde side. For første gang i fem måneder har vi igen frostvejr.

Flere steder i Jylland er man mandag morgen stået op til is på bilruderne og rim i græsset. Det kolde efterårsvejr har kun ramt Jylland, hvor man for første gang i dette efterår oplever frostvejr.

Selv om der også søndag morgen stedvis kunne ses is på bilerne og rim i græsset, så er det første gang i år, der officielt måles temperaturer under frysepunktet i to meters højde.

Koldest i Midtjylland

Koldest har det indtil mandag morgen klokken 6.20 været i Isenvad ved Ikast i Midtjylland, hvor temperaturen har været nede på -0,5 grader.

Det var dog i Billund, man først havde frostvejr. Her nåede temperaturen allerede ved 1-tiden natten til mandag ned under frysepunktet, da man ved den midtjyske lufthavn målte -0,2 grader.

Helt almindeligt med nattefrost, nu

At vi ser den første nattefrost nu, er mere reglen end undtagelsen.

Selv om alle måneder kan byde på frost, så er det mest almindelige, at den første nattefrost først kommer i starten af oktober.

Der er dog stor variation i tidspunktet for den første frost. Inden for de seneste år har vi haft den første nattefrost fra slutningen af september og helt til frem starten af november.

Det er fjerde gang på 13 år, at den første frost kommer præcis den 9. oktober.

Det er sket i både 2003, 2007 og 2011.

Sidste år måtte vi vente på den første nattefrost til den 24. oktober. 

Fem måneder siden sidste nattefrost

Efter en lang sommer og et indtil videre lunt efterår er det fem måneder siden, vi sidst har haft nattefrost. Sidst vi havde temperaturer under frysepunktet, var natten til den 9. maj, hvor termometret viste -3,3 grader.

Nattens og morgenens frostvejr kommer efter en kombination af rolige vindforhold, oprindelig polarluft over landet og så klart vejr, som uhindret har kunnet lade varmen strømme ud i himmelrummet.

Det har betydet, at man i hele den centrale del af Jylland har haft nattefrost.