Vindstød op til stormstyrke og store mængder regn rammer i dag
Der kan lokalt falde op til 30 millimeter regn i løbet af dagen. Vestkysten får kraftige vindstød i løbet af eftermiddagen og aftenen.
Efteråret viser for alvor sit sande ansigt tirsdag, da der både er udsigt til kraftige vindstød og i nogle landsdele store mængder regn.
Allerede fra morgenstunden står den på spredte byger over navnlig den vestlige del af landet.
Samtidig står mange også op til en noget blæsende morgen med op til hård vind til kuling i nogle kystområder.
Vinden forventes generelt at være tiltagende i dagens løb, og i den forbindelse har TV 2 Vejret udsendt et varsel for vindstød af stormstyrke.
Varslet er gældende i Vestjylland fra Ringkøbing Fjord til grænseområdet i tidsrummet klokken 15 til 21. Derudover er der også varslet i de fleste kommuner ud til Kattegat fra klokken 17 til 23.
Du kan få det fulde overblik over varslet i kortet herunder.
Mange kraftige byger
Første del af dagen – indtil lige efter middag – står den på spredte regnbyger i stort set hele landet.
Regnbygerne kan både være ganske kraftige og stedvis være med torden. De enkelte byger vil være hurtigt overstået, men til gengæld er der mange af dem.
Eneste sted, der ser ud til at slippe for bygerne, er såmænd solskinsøen Bornholm.
Kraftigt regnvejr rammer dele af landet
Ud på eftermiddagen skal et kraftigt regnvejr forbi store dele af landet.
Særligt Jylland og Fyn bliver ramt af regnvejret med store mængder regn til følge. Regnvejret får også temperaturen til at falde om eftermiddagen til mellem 12 og 15 grader.
Længst mod øst og sydøst vil det i eftermiddagstimerne holde overvejende tørt med gode chancer for noget solskin og 16 til 18 grader.
Det er netop i forbindelse med regnvejrets passage, at vinden for alvor tager til i Vadehavsområdet og Kattegatområdet.
Kombinationen af regn og blæst vil helt sikkert få det til at føles som efterårsvejr.
Tirsdag aften er der stadig udsigt til regn mange steder i landet. Mens det store regnvejr efterhånden forlader Jylland, kommer der endnu et til de sydlige egne.
Inden dagen er omme, kan der være faldet mellem 20 og 30 millimeter nedbør i Jylland. Vådest forventes det at blive i Midtjylland.