Youtuberen Albert Dyrlund er død

Den kendte youtuber og GG Horsens stjerne Albert Dyrlund er død i en tragisk faldulykke i Italien.

Den 22-årige youtuber Albert Dyrlund er død efter en ulykke i Italien.

Det bekræfter hans mor, Vibe Jensen, til TV 2.

- Vi er i stor sorg, siger hun.

Ulykken skete onsdag 28. juli, da Albert Dyrlund faldt ud over en skrænt fra 200 meters højde i området Forcella Pana i Italien. Det skete, mens han var i færd med at filme en video til sin YouTube-kanal.

Et italiensk medie beskriver ulykken, hvor de beretter, at en dansk youtuber er død i en bjergulykke omkring klokken 17.15 onsdag.

Albert Dyrlund var med i to sæsoner af TV SYDs serie GG Horsens, hvor han spillede karakteren Wallhack. 

Kendt blandt unge

Albert Dyrlund har i flere år været et kendt navn, særligt blandt unge i Danmark. På Instagram har han 224.000 følgere og på YouTube 168.000.

Han har udgivet flere sange på sin YouTube, og i 2018 spillede han hovedrollen i filmen "Team Albert". Filmen fik Robert Publikumspris ved filmprisuddelingen i 2019.

De seneste år har Albert Dyrlund ændret sin stil markant og har tiltrukket sig opmærksom gennem sine videoer, hvor han blandt andet har klippet sit lange hår af, rørt ved hundelort og slikket på skovsnegle.

Hans forklaring var, at han ønskede en mere voksen målgruppe frem for de meget unge følgere, han ellers havde.