Jeg hedder Catrine Olesen, og jeg har en hjerneskade. Jeg er lige fyldt 17 år. Jeg bor i Esbjerg med min mor, far og storebror.

Jeg blev født på Esbjerg Sygehus ved et planlagt kejsersnit tre uger før termin.

Jeg har fået fortalt, at jeg mistede ilt under fødslen og var helt slap, da jeg kom ud. Jeg ville ikke spise naturligt, så mine forældre gik hurtigt over til at give mig flaske med modermælk.

Min mor husker mig som det letteste barn i verden. Jeg sov 20 timer i døgnet og smilte, når jeg var vågen.

Hver søndag kan du følge Catrine og de andre udviklingshæmmede i Glad Zoo, når de arbejder med dyrene og sig selv. 

Se Catrine blive sur på sin lærer, da det går galt i dværgoddernes bassin i 'Ualmindelig glad'

Fordi jeg sov så meget, udviklede jeg mig ikke naturligt. Min muskler blev ikke stærke nok til, at jeg kunne rulle og baske med armene, som babyer gør.

Da jeg var fire måneder gammel, skiftede min mor sin modermælk ud med modermælkserstatning. Jeg fik den første flaske om morgenen.

Om eftermiddagen skete forandringen.

En hjerneskade

I stedet for at sove døgnet rundt vågnede jeg pludselig op. Mine øjne åbnede, og jeg pludrede som en rigtig baby.

Min mor havde fået medicin på grund af en tidligere svangerskabsforgiftning. En del af den medicin var blodtryksmedicin, og mine forældre mener, at medicinen vandrede fra min mors krop gennem modermælken og ind i mig. Det var det, som gjorde mig dvask og søvnig. Det var derfor, jeg vågnede op, da jeg ikke længere fik mælk fra min mor.

Catrines mor hængte billeder og talebobler rundt omkring i huset for at stimulere Catrine.
Catrines mor hængte billeder og talebobler rundt omkring i huset for at stimulere Catrine.
Foto: Line Haunstrup, TV SYD.

Jeg blev skannet som toårig. Lægerne fandt en hjerneskade i lillehjernen. Den er årsagen til, at jeg er handicappet. Mine forældre er sikre på, at det var iltmangel og medicinens skyld.

Min mor og far magtede ikke en nedslidende retssag mod sygehuset for dårlig rådgivning, og de ville ikke gå rundt og være bitre og sure. I stedet valgte de at prioritere tiden sammen med mig og min storebror.

Vi så frem og ikke tilbage.

Styr på kroppen

Mine led er hypermobile, og mine muskler fungerer ikke som andres. Jeg skal bruge mere energi på at bruge dem og bevæge mig. Det, som andre ikke tænker på, når de bevæger sig, er en kraftanstrengelse for mig. Derfor skal jeg også spise mere for at have energi til at holde styr på mig selv.

quote

Jeg levede med facaderne oppe, og jeg var bange for, hvad andre tænkte om mig

Catrine Olesen

Mine forældre trænede mig hele tiden, mens jeg voksede op. Min hjerne brugte lang tid på at lære, hvordan den skulle styre min krop. Jeg kunne gå, før jeg kunne kravle. Men det er vigtigt for hjernen at have krydsrelationer for at træne arme og ben ved at kravle, så jeg lærte at kravle som toårig. Jeg gik også til svømning og fysioterapeut. Mor og far fik mig også til at gå på kantstene og hoppe på line under leg, så jeg opdagede sjældent, at vi faktisk trænede og ikke bare legede.

Catrine med sin mor Irene. Catrines forældre havde prøvet at blive gravide i ti år, indtil Catrines storebror Kasper kom til verden. 15 måneder senere kom Catrine som en overraskelse.
Catrine med sin mor Irene. Catrines forældre havde prøvet at blive gravide i ti år, indtil Catrines storebror Kasper kom til verden. 15 måneder senere kom Catrine som en overraskelse.
Foto: TV SYD / Privat foto.

Da jeg var fire år, havde jeg så meget kontrol over min krop, at jeg begyndte til handicapridning. Det er det tidligste minde, jeg kan huske.

Jeg husker, hvordan jeg lagde mig på ryggen på hesten, uden at den reagerede. Jeg opdagede, at jeg havde en særlig forbindelse med dyr.

Det øjeblik viste mig, hvad jeg ville med mit liv.

Hjernepauserne

Efter jeg begyndte til ridning, vidste jeg, at jeg ville arbejde med heste. Det blev min drøm at blive berider på et stutteri. Det er sådan en, som rider hestene til, men også passer dem og får dem til at have det godt. Det er vigtigt for mig.

Det er vigtigt for Catrine, at hendes dyr har det godt. Foruden sin hest har hun tre kaniner.
Det er vigtigt for Catrine, at hendes dyr har det godt. Foruden sin hest har hun tre kaniner.
Foto: Line Haunstrup, TV SYD.

Jeg synes, at min forbindelse med dyr er en gave. Jeg føler dyrene og kan berolige dem. Jeg slapper også af, når jeg sammen med dyr.

Men jeg var nødt til at gå i skole for at opnå min drøm.

Jeg gik i en specialklasse, hvor de andre elever også havde en diagnose. Efter nogle timer på skolebænken blev min hjerne fyldt op, og jeg var nødt til at holde ”hjernepauser” en gang eller to om dagen.

Så lagde jeg mig et sted, hvor jeg kunne slappe af i tyve minutter. Så blev min hjerne renset, og jeg blev klar i hovedet igen. Ellers kunne jeg ikke koncentrere mig.

Med facaderne oppe

Men selvom jeg holdt hjernepauser, var folkeskolen ikke et rart sted for mig. Jeg blev mobbet af de andre elever og havde konflikter med lærerne, fordi jeg havde svært ved at sidde stille.

Jeg følte, at der intet blev gjort for at stoppe mobberiet. Hver gang jeg kom ind på skolen, tænkte jeg kun på, hvordan jeg kom hjem igen.

Jeg levede med facaderne oppe, og jeg var bange for, hvad andre tænkte om mig. Mine grænser blev konstant overtrådt. Nogle gange stak jeg af og ringede til min mor og spurgte, om hun ville komme og hente mig. Andre gange gik jeg hele vejen hjem.

Catrine Olesen gik i specialklasse i folkeskolen og lærte som tiårig, at hun måtte pansre sig selv mod sine plageånder.
Catrine Olesen gik i specialklasse i folkeskolen og lærte som tiårig, at hun måtte pansre sig selv mod sine plageånder.
Foto: Line Haunstrup, TV SYD.

Jeg lærte dog også i skolen, at jeg skulle hærde mig selv for at klare det. Da jeg var omkring ti år, besluttede jeg mig for at beskytte mig selv med et skjold ud fra tanken: Hvad jeg ikke dør af, gør mig stærkere. Hver gang jeg ikke blev behandlet pænt, tænkte jeg, at jo mere jeg gennemgår, jo stærkere må jeg blive.

Men det hele frarøvede mig min selvtillid og selvværd. Det er ikke sjovt at have en hjerneskade og blive mobbet med det. Jeg blev kaldt mærkelig og anderledes, og andre holdt sig på afstand.

Da jeg var 12 år gammel, blev jeg udredt og fik en diagnose med hjerneskade. Det var første gang, jeg fik sat ord på, hvad min hjerneskade betød for mig. Hvorfor jeg havde svært ved at koncentrere mig, og hvorfor jeg havde brug for mine pauser. Før det forstod jeg ikke, hvorfor jeg blev vred og ked af det.

Det var fordi, at mit hoved blev fyldt op, og så skulle der ikke meget til at vælte læsset.

Efterhånden glædede jeg mig kun til én ting.

Et lukket kapitel

Jeg blev færdig med skolen den 24. juni i år. Jeg husker datoen, fordi jeg var så glad for at stoppe på skolen. Jeg holdt en fest derhjemme, da jeg var færdig. Der lukkede jeg et kapitel i mit liv.

Den 1. august begyndte jeg på et nyt kapitel.

Catrine bor hos sin mor og far og storebror i Esbjerg. Derudover bor hendes tre kaniner også på adressen.
Catrine bor hos sin mor og far og storebror i Esbjerg. Derudover bor hendes tre kaniner også på adressen.
Foto: TV SYD

Jeg startede på min STU-uddannelse i dyreparken Glad Zoo. Jeg har det godt med arbejdet, og når jeg går med dyrene i den friske luft, har jeg ikke brug for så mange hjernepauser. Uddannelsen skal gøre mig mere selvstændig, og jeg håber, at den også vil åbne nogle døre, så jeg kan forfølge min drøm om at blive berider. Jeg er blevet så god til at ride, at jeg er flyttet fra handicaphold til almindeligt hold.

Men jeg kan dog stadig mærke min hjerneskade på arbejdet af og til. Det er svært at beskrive. Nogle gange føles det som en hovedpine. Så trækker jeg mig og holder en pause.

Dog føler jeg mig stærk nu. Jeg bygger mit selvværd op igen, efter det blev smadret i skolen. Efter mine grænser blev overskredet så mange gange, har jeg lært, hvad jeg vil finde mig i. Nu er det er en dejlig følelse at kunne sige fra.

Catrine har lige gjort det forbi med sin kæreste gennem to år, men hun drømmer om at blive gift og få børn.
Catrine har lige gjort det forbi med sin kæreste gennem to år, men hun drømmer om at blive gift og få børn.
Foto: Tais Tullin, TV SYD

Jeg tænker ikke over, at jeg har en diagnose. Jeg synes, at jeg er normal. Nogle bliver skræmte over at høre, at jeg har en diagnose. Det, synes jeg, er fordømmende. Jeg føler ikke, at det er mig, som er problemet.

Jeg har i stedet omfavnet min hjerneskade.

Uden den ville jeg ikke være den unikke og specielle pige, som jeg er i dag. 

Denne artikel er udarbejdet efter interviews med Catrine Olesen og hendes mor Irene Olesen. De har begge læst og godkendt artiklen før udgivelse.