Billund må nøjes med Børnerådet

Billund må nøjes med Børnerådets 12 statsansatte medarbejdere, da der ikke var flere statsansatte til kommunen onsdag.

Billund var ikke lige så heldige i anden runde af udflytning af statslige arbejdspladser, som kommunen var i første omgang for et par år siden.

- Vi fik Børnerådet dengang, og det var vi rigtig glade for. Vi ville selvfølgelig gerne have haft noget i denne omgang også, men jeg har fuld forståelse for, at nogle andre får noget nu, siger Ib Kristensen (V), borgmester i Billund, til TV SYD. 

Venstreborgmesteren mener, at det i denne sammenhæng er fornuftigt at kigge på, om andre kommuner har større behov for arbejdspladser.

quote

Det er godt at få nogle arbejdspladser ud i de tyndt befolkede områder.

Ib Kristensen (V), borgmester i Billund

- Planen hedder bedre balance i Danmark, så det er godt at få nogle arbejdspladser ud i de tyndt befolkede områder, så væksten kan højnes derude, siger han.

Selvom det allerede i 2015 blev besluttet at flytte Børnerådet, er de 12 medarbejdere først kommet endeligt på plads i efteråret 2017. Borgmesteren mener, at Børnerådet og Billund er det perfekte match.

- Værdien af Børnerådet og dets arbejde er en god kombination med Billunds status som børnenes hovedstad. Når vi snakker udvikling for børn, har vi nogle fælles interesser, mener han.