Festival og smuk natur lokkede fynbo til marskbyen

Det er det mangeårige arbejde som frivillig på Tønderfestivalen, som fik Birgitte Jessen fra Fyn til at søge arbejde i Gældsstyrelsen i marskbyen.

Det lå slet ikke i kortene, at Birgitte Jessen fra Ringe på Fyn skulle søge et fast arbejde i Tønder. Men sådan er det blevet. Fra i dag er hun en af de mange nye medarbejdere i Gældsstyrelsen.

Faktisk er det hendes mangeårige frivillige arbejde på Tønderfestivalen, der gjorde, hun overhovedet fik lyst til at søge jobbet i Gældsstyrelsen:

quote

Jeg elsker at være her. Byen er meget hyggelig, naturen smuk, og efterhånden kender jeg en del fra området, så det føles helt rigtigt og naturligt også at skulle arbejde her.

Birgitte Jessen, ny medarbejder i Gældsstyrelsen

- Der var nogen af de frivillige, jeg kender fra Tønderfestivalen, der hørte, jeg søgte arbejde, og opfordrede mig til at søge jobbet her. Og det lød spændende, så jeg kastede mig ud det, fortæller Birgitte Jessen.

Endnu er de fleste personlige ejendele i Ringe på Fyn, men om kort tid flytter hun det hele permanent til marskbyen. Og selvom accenten er tydeligt fynsk, og nogen måske vil synes, at Tønder ligger afsides i Danmark i forhold til Fyn, så er det slet ikke noget, der afskrækker Birgitte Jessen fra at flytte de 175 kilometer mod sydvest:

- Jeg elsker at være her. Byen er meget hyggelig, naturen smuk, og efterhånden kender jeg en del fra området, så det føles helt rigtigt og naturligt også at skulle arbejde her.