Tønders borgmester vil sikre sig tilflyttere

Laurids Rudebeck (V) var mandag på besøg i NaturErhvervstyrelsen. Han vil overbevise medarbejderne om at flytte til Tønder.

Tønders borgmester Laurids Rudebeck (V) og kommunaldirektør Svend Erik Møller var mandag langt hjemmefra. De havde nemlig taget turen hele vejen til København for at besøge NaturErhvervstyrelsen og deres medarbejdere.

Laurids Rudebeck og Tønder Kommune har nemlig fået 20 af de 3900 statslige arbejdspladser, der skal udflyttes. Og det er altså NaturErhvervstyrelsen, som Tønders tyve pladser tilhører. Formålet med besøget var derfor helt klart: Medarbejderne skal flytte med arbejdspladserne til Tønder.

- De skal ned og se, hvordan byen er. Hvad er det for et foreningsliv, vi har? Hvad er det for et kulturliv, vi har? Hvad er det for nogle virksomheder, der kan tilbyde job til deres ægtefæller? Det betyder meget for dem, og de spørgsmål kan vi give svar på, siger Laurids Rudebeck (V).

Der ligger i forvejen en afdeling af NaturErhvervstyrelsen i Tønder Kommune.

Det er ikke kun Tønder, der arbejder på at sikre at det her er en god løsning. Også i Esbjerg og Sønderborg har de sat gang i en målrettet charmeindsats. Målet er at sikre at udflytningen af de nye statslige arbejdspladser bliver en succes