Vejen forbigået: Håber på tilflyttere fra andre kommuner

Vejen gik tomhændede fra dagens udflytningslotteri. Men borgmester Egon Fræhr tror på, at kommunen midt i Jylland vil få noget ud af udflytningerne.

Der kom ikke nogen nye, statlige arbejdspladser til Vejen i denne omgang.

- Selvfølgelig havde jeg gerne set, at der også var kommet nogle til os, men bare det, at der sker en udflytning er positivt, siger borgmester i Vejen, Egon Fræhr, (V).

Selv om kommunerne rundt om Vejen har fået del i udflytningskagen, ser borgmester lyst på sagen.

- Jeg tror da på, at der vil ske en afsmitning på den måde, at nogle af de nye ansatte i nabokommunerne vil bosætte sig her i Vejen, vi ligger jo lige midt i, siger Egon Fræhr til TV SYD.