Anmelderrost teaterstykke rejser spørgsmålet: Er Europa ved at blive dement?

Som en optakt til Europa-Parlamentsvalget genopfører Mungo Park i Kolding forestillingen "Hva så Europa" om et Europa, der kæmper med at holde sammen på sig selv.

- Det er lidt tørt. Sådan tror jeg, at der er rigtig mange, der har det – samtidig med, at det er ekstremt vigtigt.

Sådan siger skuespiller Maja Juhlin, der indrømmer, at hun ikke har den store indsigt i det kommende Europa-Parlamentsvalg.

Omvendt så ved hun en del om Europas tilstand og de udfordringer, vores fælles Europa står overfor. Hun er nemlig Europa i egen høje person. Sådan da.

Sammen med resten af holdet på Mungo Park Kolding genopfører hun tre forestillinger af stykket 'Hva Så Europa' som en slags opvarmning til Europa-Parlamentsvalget.

Et stykke, der blandt andet stiller spørgsmålet: Er Europa i krise? Men også en forestilling, der kan være med til bringe Europas udfordringer og dermed valget i øjenhøjde med publikum.

- Det er en kommentar til, hvor vi er i Europa lige nu. Men det, der er så fint ved det, er, at det også favner fortiden – altså historien, vores nutid og vores fremtid, siger instruktør Mette Ovesen.

Er Europa ved at blive dement?

I forestillingen personificerer Maja Juhlin Europa som en slags gammel bedstemor.

Stykket er skrevet som et familiedrama, hvor Europa er familiens overhoved, men alting er ikke, som det plejer.

Europas hukommelse er ved at svigte, og den 2.500 år gamle dame er ved at blive dement. Samtidig lurer fremtiden derude.

- Med alle hendes fejl og mangler og alt muligt, der ikke spiller for hende, så kan vi alligevel ikke lade være med at holde af hende og også få respekt for hende, siger Maja Juhlin om sin egen karakter.

quote

De dilemmaer, vi kæmper med i familier, bliver bare et skide godt billede på det, vi kæmper med i verden og for vores vedkommende Europa.

Mette Ovesen, instruktør, Mungo Park, Kolding

Familiemedlemmerne i dramaet repræsenterer forskellige verdensdele, så publikum bedre kan sætte sig i den EU-politiske virkelighed.

- De dilemmaer, vi kæmper med i familier, bliver bare et skide godt billede på det, vi kæmper med i verden og for vores vedkommende Europa, siger Mette Ovesen.

På den måde kommer temaer som flygtninge, klima og Brexit på dagsordenen gennem underholdning og humor.

Og selvom stykket balancerer mellem fakta og fiktion, mener instruktøren, at teateret har til opgave at kommentere de ting, der er aktuelle i vores samfund.

- Det er med vores handlinger i dag og i morgen, at vi afgør vores fremtid, så jeg håber, at publikum tænker over deres egne handlinger i vores samtid, siger Mette Ovesen.

Særforestillingerne af 'Hva så Europa' 

I forbindelse med Europa-Parlamentsvalget afholder Mungo Park i denne uge særarrangementer og viser forestillingen.

 

Tirsdag den 7. maj:

- Klokken 16.30-19.00 Debatarrangement – Hvor skal Europa hen? Det er gratis at deltage, men billet kan bestilles.
Onsdag den 8. maj:

- Klokken 18.30-19.15 Koncert med Kolding Musikskole.

 

Det er stadig muligt at få billetter til forestillingen onsdag. Alle forestillinger begynder klokken 19.30. 

 

Kilde: Mungo Park

Politik, der er til at forstå

'Hva så Europa' fik gode anmeldelser, da stykket første gang blev opført på teatret i Kolding.

Blandt andet Jyllands-Posten kvitterede med fem stjerner og skrev blandt andet:

- Endnu en gang gør Mungo Park Kolding os klogere på den politiske og samfundsmæssige situation med en humoristisk og veludført teaterforestilling.

Ifølge holdet bag forestillingen er det netop det, teatret kan. Give politik et nyt og forfriskende perspektiv og tilbyde noget andet end forskere eller politikere.

- Du bliver ramt mere i hjertet og dine følelser, fordi det handler jo om os allesammen og vores nære liv, men det føles bare ikke altid sådan, siger Maja Juhlin.

Forestillingen er heller ikke sat i verden for vise en bestemt politisk vinkel eller løfte en pegefinger, men for at give et andet billede af det fælles Europa, som vi om lidt skal tage stilling til.

- Jeg er ikke enig med alle karakterer, men i løbet af forestillingen får jeg sympati for hver af dem og deres holdninger.

- Det er fedt, at det kan blive så aktuelt, at man kan spille det, og så kan folk gå hjem og tænke over det og måske endda få nogle andre dimensioner med, siger instruktør Mette Ovesen.

Tre gange denne uge

Maja Juhlin håber også, at hendes fortolkning af Europa kan bidrage til en øget interesse for valget i slutningen af maj.

- Hvis vi kan påvirke folk til at - ikke stemme noget bestemt - men forholde sig til det, så er jeg da mega stolt og glad, siger Maja Juhlin.

Forestillingen 'Hva så Europa' bliver spillet tre gange i denne uge, hvor der hver dag vil være et særarrangement i forlængelse af forestillingen.