Borgmester tjener mere end statsministeren

13 ud af 14 borgmestre i Syd- og Sønderjylland tjener mere end en million årligt, viser ny TV 2-undersøgelse.

Rettelse
Tønders borgmester Henrik Frandsen (Tønder Listen) oplyser til TV SYD, at hans løn er 1.044.149 kroner årligt. Det er 218.023 kroner (svarende til formandsvederlag for stående udvalg) lavere end først anført i denne artikel. Han modtager som borgmester i Tønder nemlig ikke honorar for sin post som formand for kommunens økonomiudvalg. TV SYD beklager.

Som statsminister for de knap seks millioner danskere tjener Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) 1,6 millioner kroner om året.

Hun må dog se sig slået på lønsedlen af seks af landets 98 borgmestre. Blandt andre Koldings Jørn Pedersen (Venstre). Han hæver en årsløn på 1.718.715 kroner, når man regner alle hans indtægter sammen. Det placerer ham på en femteplads på listen over samtlige danske borgmestres lønninger.

Jørn Pedersen anerkender dog ikke præmissen om, at han tjener mere end statsministeren.

Han synes, det lyder som en underlødig overskrift, for i Folketinget har ministre ifølge Kolding-borgmesteren mere i pension, eftervederlag og gratis rejser end en borgmester.

- Når det så er sagt, er lønnen ikke afgørende for, om jeg er borgmester. Hvis den virkelig var, havde jeg jo valgt at genopstille i stedet for at gå ud i det uvisse med, hvad jeg i fremtiden får i løn, siger Jørn Pedersen, som endnu ikke har fundet et nyt job efter nytår, hvor han ikke længere iklæder sig borgmesterkæden i Kolding.

Borgmester Jørn Pedersens løn

Borgmestervederlag, Kommunalbestyrelsen 1.216.915 kr.

Vederlag, Sampension 310.000 kr.

Vederlag, KL, bestyrelse, kultur-, erhverv- og planudvalg 137.800 kr.

Vederlag, Billund Lufthavn A/S 54.000 kr.

I alt 1.718.715 kroner

Indtil videre har Jørn Pedersen takket ja til et par bestyrelsesposter og repræsentantskaber til cirka i alt 250.000 kr årligt.

Borgmestres løn udregnes efter, hvor mange indbyggere en kommune har. Hvis der er flere end 80.000 indbyggere i en kommune, modtager borgmesteren ifølge Indenrigs- og Boligministeriet en grundløn på 1.216.915 kroner. I Kolding bor der godt 93.000 mennesker.

Så meget tjener din borgmester

(I parentes placeringen blandt alle danske borgmestre)

1. Jørn Pedersen (Venstre), Kolding 1.718.715 kr. (5)

2. Peter Sørensen (Socialdemokratiet), Horsens 1.394.752 kr. (16)

3. Jesper Frost Rasmussen (Venstre) Esbjerg 1.380.743 kr. (19)

4. H. P. Geil (Venstre), Haderslev 1.316.517 kr. (28)

5. Jens Ejner Christensen (Venstre) Vejle 1.249.169 kr. (35)

6. Thomas Andresen (Venstre) Aabenraa 1.224.718 kr. (41)

7. Erik Buhl (Venstre), Varde 1.181.687 kr. (47)

8. Egon Fræhr (Venstre) Vejen 1.101.583 kr. (62)

9. Erik Lauritzen (Socialdemokratiet), Sønderborg 1.087.210 kr. (70)

10. Kasper Glyngø (Socialdemokratiet), Hedensted 1.087.210 kr. (71)

11. Steen Wrist Ørts (Socialdemokratiet), Fredericia 1.078.071 kr. (75)

12. Henrik Frandsen (Tønder-listen) Tønder 1.044.149 kr. (81)

13. Ib Kristensen (Venstre) Billund 1.035.357 kr. (82)

14. Sofie Valbjørn (Alternativet) Fanø 748.900 kr. (98)

(Kilde: TV2 og Kaas & Mulvad)

Fanøs borgmester tjener mindst

Blandt Syd- og Sønderjyllands 14 borgmestre genopstiller otte af dem ved kommunalvalget den 16. november. Seks borgmestre, deriblandt Jørn Pedersen, gør ikke.

På anden- og tredjepladsen over syd- og sønderjyske borgmesterlønninger ligger Horsens-borgmester Peter Sørensen (Socialdemokratiet) med en årsløn på 1.394.752 kr. og Esbjergs Jesper Frost Rasmussen (Venstre) med 1.380.743 kr.

I bunden af både den regionale og nationale liste finder man Fanøs borgmester Sofie Valbjørn fra Alternativet. Hun tjener 748.900 kroner årligt som borgmester for landets næstmindste kommune med 3.300 indbyggere.

Se alle kommunalpolitikeres vederlag her i TV2s historie.

Sådan udregnes borgmesterens løn

  • Til 12.500 indbyggere 777.776 kr.


  • 12.501-25.000 indbyggere 884.968 kr.


  • 25.001-40.000 indbyggere 971.661 kr.


  • 40.001-80.000 indbyggere 1.087.210 kr.


  • Over 80.000 indbyggere 1.216.915 kr.


(Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet)