Konservative stormer frem flere steder i landet

Konservative går frem og når mål om at vinde borgmesterposter vest for Storebælt.

Flere steder i landet er det en rigtig god aften at være konservativ kandidat - måske endda borgmesterkandidat.

De Konservative når sit delmål om at få en borgmesterpost vest for Storebælt.

Faktisk er partiet lige nu sikret to borgmesterposter.

Det drejer sig om Kolding Kommune, hvor Knud Erik Langhoff får posten uden om Venstre, og i Vejen Kommune, hvor Frank Schmidt-Hansen bliver ny borgmester.

Kommune%-andel stemmer i 2017%-andel stemmer i 2021Forskel
Sønderborg2,02,60,6
Aabenraa4,911,66,7
Tønder2,75,52,8
Haderslev4,3138,7
Esbjerg4,28,13,9
Vejen13,823,39,5
Kolding3,310,57,2
Fredericia2,49,77,3
Vejle7,210,83,6
Billund6,19,63,5
Varde6,816,49,6
Horsens4,110,16,0
Hedensted1,55,74,2
Fanø14,921,66,7
Gennemsnit5,611,35,7
Kilde: kmdvalg.dk

I Silkeborg eksploderer den konservative gruppe fra et til seks medlemmer efter at have fået 14 procent af stemmerne.

I både Rudersdal og Dragør går Konservative over 15 procentpoint frem, hvilket gør dem til de største partier i kommunerne. I Rudersdal overhaler de Venstre, som forud for valget har borgmesterposten.

I Dragør, der også i dag har en Venstre-borgmester, er De Konservative også blevet storebror. Her har Konservative mere end fordoblet sit stemmetal og har fået over hver tredje stemme. Det gør dem til det største parti.

I Allerød, der ligeså har en Venstre-borgmester, er Konservative gået frem og bliver det største parti foran Venstre.

Også blandt nogle af de konservative borgmester har fået et styrket mandat i ryggen.

Syd for Rudersdal har den konservative borgmester Sofia Osmani sikret sig en fremgang på næsten ti procentpoint i Lyngby.

Det kaster en ekstra plads i byrådet af sig, og Sofia Osmani behøver derfor ikke konstituere sig med andre, da Konservative har absolut flertal.

Også i Sorø og Vallensbæk har de konservative borgmestre fået et styrket mandat fra vælgerne med yderligere en plads begge steder.

Selv i Gentofte, hvor stemmeslugeren og borgmesteren Hans Toft ikke stillede op, holder partiet skindet på næsten og får som vanligt et absolut flertal.

Dermed beholder den tidligere håndboldlandsholdspiller Michael Fenger (K) borgmesterkæden.

Konservative beholder sit absolutte flertal i Høje-Taastrup, og dermed kan Michael Ziegler fortsætte som borgmester.

Partiet får 11 af 21 mandater i byrådet, hvilket er en tilbagegang på et mandat.