Valgstederne er åbne

Klokken 8 er alle valgsteder i Syd- og Sønderjylland åbne. To steder må de dog vente en time endnu med at stemme.

Klokken er 8, og valgdagen er dermed skudt i gang. Du kan afgive din stemme til kommunal- og regionsrådsvalget frem til klokken 20 i aften.

Dog må de 30 stemmeberettigede vælgere på Mandø vente en time endnu med at afgive deres stemme. Klithuset, hvor ø-boerne stemmer, åbner nemlig først klokken 9. Mandø er landsdelens mindste valgsted. Også på Årø må borgerne væbne sig med tålmodighed frem til klokken 9, hvor Forsamlingshuset åbner.

På det valgkort, der er kommet med posten, står der, hvor du skal stemme. Du skal tage valgkortet med til valgstedet. Hvis du er stemmeberettiget, men ikke har modtaget valgkortet, er det alligevel muligt at stemme, hvis du medbringer ID for eksempel pas, kørekort eller sundhedskort.

På grund af covid-19 og risiko for smittespredning anbefaler myndighederne, at man besøger sit valgsted mellem klokken 10-15, hvis man kan. Her er køerne nemlig normalt kortest.

Der er i alt 269 valgsteder og 686.963 vælgere i de 14 kommuner, TV SYD dækker. Husk, at der skal sættes to krydser i stemmeboksen - ét til byrådet og ét til regionsrådet.

Valgaften med besøg af ekspert og tidligere borgmestre

I aften - på valgaftenen - sender TV SYD fra klokken 19.30 og helt frem til klokken 01.00. 

På valgaftenen er Anders Køpke Christensen og Dorte Callesen værter i studiet, hvor både en ekspert Kim Dahl Nielsen (chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad) og tidligere borgmestre kigger forbi.

TV SYD dækker valget 24/7

TV SYD har live-hold i alle 14 kommuner samt i Region Syddanmark og har også live-blogs fra alle kommuner på vores hjemmeside, som opdateres hyppigt hele aftenen og natten.

Også dagen efter – onsdag 17. november – har TV SYD valgudsendelser om morgenen klokken 6.30 og 7.30 og klokken 9.30 og om eftermiddagen klokken 17.17. Desuden sender vi naturligvis som vanligt klokken 19.30 og 22. Derudover dækkes valgets resultater, personlige stemmetal og konstitueringer massivt på nettet hele dagen.