1.500 forbrugere skal koge deres drikkevand

Borgere i Oksbøl skal koge deres drikkevand efter fund af bakterier.

Opdatering: Resultatet af nye prøver forelå fddag den 4. september - og viste ikke længere tegn på forurening, så nu kan vandet atter drikkes fra hanen.

En prøve foretaget i sidste uge har vist et for højt bakterietal i drikkevandet fra Oksbøl Vandværk.

Otte gange om året tager Oksbøl Vandværk prøver fra forsyningsområdet. Det skete i sidste uge og tirsdag formiddag forelå resultatet og afslørede et for højt antal bakterier.

Derfor skal de 1.500 forbrugere, der modtager vand fra Oksbøl Vandværk, koge deres vand før brug.

Vandværket har i samråd med blandt andet sundhedsmyndighederne besluttet at udstede en anbefaling om at koge drikkevandet.

- Det er en voldsom beslutning, men vi vil ikke tage nogen chancer, siger Ole Wiil, bestyrelsesformand i Oksbøl Vandværk.

Alle har fået besked om anbefalingen, og vandværket har haft fat i alle følsomme forbrugere, som plejehjem og restauranter.

- Der er ingen syge og heller ingen grund til panik, siger Ole Wiil.

Kogeanbefaling

  • Kog vandet i minimum to minutter.
  • Skylning af salat og lignende skal foregå med kogt vand.
  • Vask op i hånden med kogt vand i stedet for i en opvaskemaskine.
  • Vand til kaffe skal også koges, da en kaffemaskine ikke koger vandet.