300 soldater marcherede til ære for Danmarks udsendte
Den 5. september er officiel flagdag for Danmarks udsendte. En dag, hvor udsendte hyldes for deres indsats, og hvor faldne soldater mindes.
I den anledning marcherede over 300 soldater fra kasernen til torvet i Varde.
Flagdagen har nemlig en helt særlig betydning for Varde, der er landets største garnisonskommune, og dermed fast hjemsted for de militære enheder i byerne Varde, Oksbøl og Nymindegab.
Varde er derudover Årets Veterankommune 2023.
På torvet i Varde var der parade med taler, musik og overrækkelse af medaljer til de børn, hvis forælder har været udsendt.
Her fik blandt andet 9-årige Emmelie Bjørn Hansen overrakt en medalje, på grund af hendes far, Dennis Bjørn Hansen, der er tidligere udsendt soldat. Overrækkelsen kan ses i videoen ovenfor.