3.200 mister deres praktiserende læge - regionsformand meget overrasket

Dit Lægehus i Ølgod er tirsdag blevet erklæret konkurs. 3.200 patienter har derfor ikke nogen læge, men Region Syddanmark lover at finde en hurtig løsning.

Skifteretten i Herning har lukket for recepterne i Dit Lægehus i Ølgod.

- Jeg er meget overrasket, jeg kan faktisk ikke huske noget lignende. Det er en helt usædvanlig situation, siger Bo Libergren (V), fungerende regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Hvis situationen er usædvanlig for regionsformanden, er den decideret ubehagelig for de 3.200 patienter, der nu har mistet deres praktiserende læge. Regionen siger, at de kan henvende sig til en anden praktiserende læge, gerne uden for Ølgod. Passant hedder sådan en gæsteoptræden.

quote

Jeg kan ikke huske noget lignende

Bo Libergren (V), fungerende regionsformand, Region Syddanmark.

- Det er en velkendt konstruktion. Så kan de få akut lægehjælp, men ikke længerevarende behandling, siger den fungerende regionsformand.

Det problem vil regionen forsøge at løse hurtigst muligt, i første omgang ved at hente vikarer ind andre steder fra.

Ifølge koncerndirektør Kurt Espersen har der ikke været lignende fortilfælde med et lægehus, der lukker fra den ene dag til den anden, i Region Syddanmark. 

- Det er helt ukendt, at en lægepraksis går konkurs, så det er meget nyt for os, fortæller han.

Klinik for turister

Dagens konkurs er så meget mere overraskende, som at manden bag, Jacob Søndergaard, for lidt mere end to måneder siden åbnede en satellit-klinik i Blåvand til fordel for turisterne i området. Den lukker også. Faktisk har Dit Lægehus på et tidspunkt haft fem lægeklinikker ved Vestkysten.

Dit Lægehus er et anpartsselskab, og konkursbegæringen kan fortælle, at selskabet skylder mere end 11 millioner kroner væk, de fleste af dem til Skjern Bank.

TV SYD forsøger at få en kommentar fra læge og direktør i Dit Lægehus Aps., Jacob Søndergaard.