4,5 mill. overnatninger: Varde er vildt populær

"Herzlich wilkommen". Sommerhussæsonen er begyndt, og Vardes borgmester, Erik Buhl Nielsen (V) bød velkommen på tysk i dag til feriegæster i Henne og Blåvand

Solen skinnede sidste sommer, og det fik turisterne til at valfarte til Danmark. Også til Syd- og Sønderjylland.

Varde blev kommunen med den fjerde største turistomsætning – 3,7 milliarder kroner. I 2018 overnattede turister 4.513.000 gange i Varde Kommune.

Derfor bød kommunens borgmester, Erik Buhl Nielsen (V), tidligere i dag årets første sommerhusgæster velkommen.

- Det er stedbunden. Det kan ingen tage fra os. Når jeg er her i dag, så er det også fordi jeg bakker op om vores udlejere, som står for langt den største del af vores turisme, siger borgmesteren, som TV SYD mødte hos Feriekompagniet i Blåvand.

I DISSE BYER BØD BORGMESTEREN OGSÅ VELKOMMEN

  • Fanø
  • Tønder
  • Hedensted
  • Sønderborg

3.036 arbejdspladser

Overnatninger i feriehuse – der udgjorde 3.373.000 af overnatninger i 2018 – giver 3.036 personer i kommunen fuldtidsarbejde.

Varde har over 8.000 sommerhuse - og halvdelen lejes ud regelmæssigt.

- Vi skal være meget opmærksomme på at øge kvaliteten på vores turisme, fordi vi har et forholdsvis højt prisniveau, siger Erik Buhl Nielsen (V).

I alt overnattede turister 53,9 millioner gange i hele Danmark i 2018, hvoraf 27,6 millioner af overnatningerne var af udenlandske turister. I Varde er 76 procent af overnatninger foretaget af gæster fra udlandet.

Nøglerne skulle deles ud til de nyankomne gæster ved Feriekompagniet i Blåvand.
Nøglerne skulle deles ud til de nyankomne gæster ved Feriekompagniet i Blåvand.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD