70-årig motorcyklist fundet død

Forbipasserende så ham ligge livløs i grøften.

En 70-årig mand fra Vardes nordlige opland blev onsdag kort før middag fundet død i grøften på Neder Hallumvej nord vor Varde. Manden var forulykket på sin motorcykel i det, der tilsyneladende er en soloulykke.

Vagtchef Claus Skovgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser til TV SYD, at det var nogle forbipasserede i en bil, som så manden ligge i grøften. De stoppede, forsøgte førstehjælp og tilkaldte en ambulance. Det var lægen fra ambulancen, som erklærede den 70-årige død.

Hans pårørende er underrettet.

En bilinpektør har undersøgt ulykkesstedet. Årsagen er endnu ikke kendt.