Ældre i Varde skal i form

De 477 beboere på plejehjemmene i Varde Kommune skal i gang med fysisk træning.

Kommunen har fået 1,2 millioner kroner fra Socialministeriets pulje til forbedret ældrepleje. Pengene skal bruges til ansættelse af to ergoterapeuter og efteruddannelse af plejepersonale.

Det er op til de ældre selv, om de vil deltage.

Deltagerne får et personligt træningsprogram.

- Vi kalder det hverdagsrehabilitering, siger sundhedschef Søs Fuglsang.

Hun ser det som et mål i sig selv, at ældre holder sig i form, så de kan deltage i et socialt liv - både fysisk og mentalt.

- For alt for mange betyder flytningen til et plejehjem, at livet går i stå, beklager sundhedschefen.