Han sidder i sit køkken i villaen i Esbjerg. Foran ham på bordet ligger der ti medaljer. En for hver gang, han har været udsendt.
Namibia, Cypern, Kroatien, Bosnien, Kosovo og så videre.
- Den her er fra min tid i Afghanistan i 2009, siger han.
Hvad nu? Vil de indføre sharia-lovgivningen igen, som vi har kæmpet for at afskaffe
Vi kan ikke være det bekendt
Korporal Brian Ethelberg, 53 år, er stadig i tjeneste. På Oksbøl Kaserne. Han er naturligvis stolt over sine bidrag rundt omkring i verdenen. Men lige nu - med ansigtet mod tv-skærmens nyheder, der viser afghanere i desperate flugtforsøg ved at hoppe på fly, mens de letter - er stoltheden knap så stor.
- Vi kan ikke være det bekendt overfor den afghanske befolkning, at lade dem i stikken. Sådan føler jeg det i hvert fald, siger han.
Men hele situationen i landet er "mærkelig", som han siger. Han ved, at mange veteraner har det svært, når de ser, at Taleban - oven i købet så hurtigt - har sendt den afghanske hær i knæ og den afghanske præsident på flugt, har indtaget præsidentpaladset og overtaget magten i landet.
- Hvad nu? Vil de indføre sharia-lovgivningen igen, som vi har kæmpet for at afskaffe, spørger Brian Ethelberg sig selv.
Skrev testamente
Der er cirka 750 veteraner i Varde Kommune. 650 i Esbjerg Kommune. De har været udsendt til mange forskellige lande. Det er ikke altid nemt at komme hjem til Danmark igen. Især ikke, hvis de har haft stærkt ubehagelige oplevelser.
Brian Ethelberg blev 12 år efter sin tid i Bosnien ramt af stress-symptomer - PTSD - men fik god hjælp og kunne senere tage til Afghanistan, hvor han arbejdede som quartermaster og mest var i lejren i Helman-provinsen. Men han var ude på opgaver, og der var "knald på", som han siger det.
- Men for første gang skulle jeg skrive testamente, inden jeg tog afsted.
Han sidder lidt og tænker. Var det hele forgæves?
- Nej, det synes jeg faktisk ikke. I de 20 år, vi var der, har vi skabt en masse gode ting for afghanerne, som ikke bare glemmer vores indsats. Der har været mange lyspunkter, siger han.
Men afvejningen er svær at foretage. For ved Oksbøl kaserne står der en mindesten med navnene på 38 faldne soldater i Helmand-provinsen i Afghanistan. Andre har fået alvorlige sår på sjælen eller mistet lemmer.
- Det får da en til at tænke, om det var det hele værd, siger han og går i stå.
Brian Ethelberg bliver rørt ved tanken om netop de soldater - de kammerater - der har betalt en høj pris i Afghanistan.
38 af dem den højeste pris.
Livet.