Årets bedste billeder er kåret – se dem her

Varde Fotoklub har netop kåret de bedste billeder fra året der gik.

Vi går og tager dem hele tiden med mobilen. Og glemmer de fleste igen.

Men de rigtig gode fotografier, der lander på en af de sikre sommerbebudere: Varde Fotoklubs udstilling med de bedste billeder fra året der gik. De 30 medlemmer er bidt af en gal fotograf og registrerer stort og småt i Varde og verden.

- Et godt foto siger beskueren noget. De kan gå på opdagelse i billedet, og se noget, de ikke lige ser første gang, siger ejendomsmægler og fotograf i Varde Jan Johansen.

Han fik selv andenpræmien for et flot portrætfoto. Men Varde Fotoklub ser ikke udelukkende på det gode billede. De hjælper også hinanden med det tekniske.

- For mig er teknikken ikke det vigtigste. Et godt billede er det vigtigste. Men teknikken er bare en rigtig god hjælp til at få det gode billede, forklarer Karin Lykke Iversen, der til daglig er diætist i Varde.

Vinderbilledet er taget af Leif Heegaard. Det flotte stemningsbillede af en badebro på Hjerting Strand fanger, ifølge dommerne, øjet, har linjer i billedet frem mod personerne på broen og har en horisontlinje, der ikke sidder i midten. Det trækker beskueren ind i billedet.

De 30 medlemmer har klublokale i den gamle smedje på Stålværket. De afholder konkurrencer to gange om året, og medlemmerne er også dommere i andre klubbers konkurrencer.