Bål spredte sig mens mand sov

53-årig mand fra Middelfart tændte bål ved p-plads i Blåvand og faldt i søvn. Brandvæsen tilkaldt.

Lejrbål og en lur var ikke en god kombination for en 53-årig mand fra Middelfart. Han havde tændt et bål ved p-pladsen ved Blåvand Strand. Kl. 01.13 ringer en forbipasserende til vagtcentralen, fordi ilden har bredt sig.

Fynboen var faldet i søvn, hvorefter branden havde bredt sig til et område på ca. 5 x 5 meter. Blandt andet havde ilden fanget noget beplantning i nærheden af bålet.

- Han havde tændt bål for at koge noget vand, forklarer Henrik Sønderskov, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Inden brandvæsenet ankom til stedet, gik manden selv i gang med at slukke branden. Brandvæsenet behøvede kun at efterslukke, da det ankom.

Den 53-årige er nu sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, og det udløser en bøde på minimum 3000 kr.