Beboere evakueret i Varde

Beboerne i en ejendom på Egernvej i Varde blev i aftes evakueret, da der udbrød brand i kælderen.

Indsatsleder ved Varde Brandvæsen Verner Jørgensen fortæller til jv.dk, at der var gået ild i en pocket-bike, som nogle beboerne reparerede i et kælderrum. Formentlig gik der ild i benzintanken. Ingen kom noget til ved branden.

- Vi fik hurtigt styr på branden, der kunne have udviklet sig og brændt igennem, siger Verner Jørgensen til jv.dk.

Kælderrummet er voldsomt brandskadet. Fem af lejlighederne var klokken 20.45 tømt for røg, og beboerne kunne vende tilbage.

Beboerne i to lejligheder var ikke hjemme, så politiet tilkaldte en låsesmed for at sikre, at der ikke var mennesker i lejlighederne.