Bekymrede borgere: Vi bliver spist af med en orientering

Nu bliver det militære øvelsesterræn ved Oksbøl udvidet til over det dobbelte. Det har gjort en række beboere i området bekymrede. Orienteringsmøde i aften.

Som de to sidder med deres kaffe i en stue i et hus i Vejers, er det svært at forestille sig noget fjendtligt i deres tilværelse. 

Men så tager Inger Lise Hille et papir op og viser det til Hans Verner Frandsen. To beboere i Vejers. Kortet viser udvidelsen af det militære øvelsesesterræn ved Oksbøl. Fra 6.000 hektar til 14.000 hektar. Med områder fra Nymindegab til Ho bugt. Det svarer til 10 procent af arealet i Varde Kommune.

Hans Verner Frandsen efterlyser en ægte dialog, hvor beboerne i området faktisk bliver spurgt.  
Hans Verner Frandsen efterlyser en ægte dialog, hvor beboerne i området faktisk bliver spurgt.  
Foto: Finn Grahndin

Udvidelsen er lig med Naturstyrelsens 8.000 hektar, som militæret nu får lov at boltre sig på. 

- Jeg er bekymret for, at man udvider med så mange hektarer, og at man bare uden videre siger: I kan komme til et orienteringsmøde og så fortæller vi, hvordan det bliver fremover", siger Hans Verner Frandsen.

Dialog, tak

Både han og Inger Lise Hille efterlyser en dialog mellem det militære system og beboerne i området. 

Den 28. februar blev det offentliggjort. Forsvarsministeriet og Natur-, Miljø- og Fødevareministeriet har besluttet at øge området. Oberst Torben Dixen Møller, Oksbøl Kaserne, forklarer:

 

Oberst Torben Dixen Møller med kortet, der viser den store udvidelse.
Oberst Torben Dixen Møller med kortet, der viser den store udvidelse.
Foto: Finn Grahndin

 

-  Den indgåede forsvarsaftale lægger op til, at Danmark skal have en kampklar brigade. Det er en relativ stor militær enhed på 4.000 mand, og skal de have et realistisk uddannelses- og øveterræn, så kræver det megen plads.

En modig løve på vej 

Med udvidelsen vil militæret altså her kunne tilbyde meget store militære øvelser. Som den der er på vej i efteråret. Den hedder Brave Lion (engelsk for "Modig løve"), som 2.000 vil deltage i. Med udvidelsen vil der også være mulighed for NATO-øvelser.    

 

Store øvelser med skarpskydning er på vej til Oksbøl-området.
Store øvelser med skarpskydning er på vej til Oksbøl-området.
Foto: Finn Grahndin

    

Et kæmpestort kort over området ligger på hans skrivebord. Det skal op at hænge til mødet i aften, så folk kan se hvordan og hvor udvidelserne ligger. 

Bomberne falder samme sted

Han mener ikke, at beboerne har grund til at være bekymrede. 

- Vi har brug for at kunne bevæge os fra Nymindegab ned gennem området. De større aktiviteter, hvor vi rigtigt larmer, vil fortsat finde sted, der hvor de altid har fundet sted. Nemlig Kallemærsk Hede. 

 

Formanden for Vejers Grundejerforening, Allan Junge: - Det kommer meget tættere på nu.
Formanden for Vejers Grundejerforening, Allan Junge: - Det kommer meget tættere på nu.
Foto: Finn Grahndin

 

Formanden for Vejers Grundejerforening, Allan Junge, fortæller, at mange sommerhusejere og faste beboere er bekymrede for, at øvelserne med skarpskydning kommer endnu tættere på. Og dermed også både larmen - og følelsen af, at en "bombe" kan lande i huset ved et uheld. 

- Det er kommet meget tættere på nu, og det bekymrer, siger han. 

Troede de var venner

Kritikerne af udvidelsen peger også på, at turister kan blive skræmt væk af den militære støj. Og at naturen kan tage skade af den militære aktivitet.    

Oberst Torben Dixen Møller, Oksbøl Kaserne, håber, at han kan berolige beboerne på mødet i aften. Han synes ikke selv, at der er nogen grund til at være bekymret. 

 

Oberst Torben Dixen Møller skal lede mødet i aften og håber at kunne overbevise beboerne om, at der ikke er grund til bekymring.
Oberst Torben Dixen Møller skal lede mødet i aften og håber at kunne overbevise beboerne om, at der ikke er grund til bekymring.
Foto: Finn Grahndin

De bekymrede beboere håber også, at de kan gå fra mødet med et lettet hjerte. Men Inger Lise Hille er skeptisk:  

- Vi troede militæret i Oksbøl var vores venner. Det her overskrider det, jeg troede de kunne finde på, siger hun. 

 

Inger Lise Hille, Vejers, synes militæret har kørt beboerne over med deres kampvogne.
Inger Lise Hille, Vejers, synes militæret har kørt beboerne over med deres kampvogne.
Foto: Finn Grahndin