Bil-tyv på blindt spor

Vejen var ikke længere, og så var tyven lige til at hapse.

Politiet fik i går melding om et bil-tyveri i Hodde nær Varde. En eller flere personer var brudt ind i en parkeret fire-hjuls trækker, hvorefter de stak af.

Endte på gårdsplads

I nærheden af Ølgod fik en af politiets patruljer senere øje på den efterlyste bil og fulgte efter den. I Gårde kørte bilen ned ad en vej, der endte på en gårdsplads, og her endte også jagten. Betjentene fik øje på en person, der stak af, men man kan ikke uden videre slippe væk fra en af politiets hunde, og manden blev kort efter anholdt.

Det var en 28-årig tilflytter fra København. Han blev taget med til stationen i Esbjerg. Måske var flere med til at stjæle fire-hjuls trækkeren. Det regner politiet med at finde ud af i løbet af dagen.