Biografi: Ølgods præstedatter skal til EU

Sent lørdag aften blev det offentliggjort, at Radikale Venstres leder Margrethe Vestager bliver Danmark næste kommissær i EU.

Det kom som noget af en bombe, da statsminister Helle Thorning-Schmidt sent lørdag kunne fortælle, at den i Ølgod opvoksede Margrethe Vestager, forlader dansk politik til fordel for EU.

Dermed bliver hun den 8. danske kommissær i EU, siden vejlenseren Finn Gundelach blev den første i 1974.

 

Biografi:

Født i Glostrup i 1968, men opvokset i Ølgod som datter af
sognepræsterne Hans Vestager og Bodil Tybjerg. Faderen var i 2012 i
Folketinget for Radikale Venstre på et barselsvikariat.

Efter at have gået på to folkeskoler, henholdsvis lidt uden for og i
Ølgod, fortsatte Margrethe Vestager på Varde Gymnasium, hvorfra hun
blev student i 1986.

I 1988 stillede hun for første gang op til Folketinget. Her var hun
opstillet for Radikale Venstre i Esbjergkredsen. Hun prøvede igen i 1990
uden held.

Ved valget i 1994 stillede hun ikke op, men det gjorde hun igen i 1998.
Denne gang i Fredensborgkredsen.

Selvom hun ikke kom ind, blev hun alligevel udpeget som kirke- og
undervisningsminister i marts 1998 og blev som 29-årig den hidtil
yngste minister. Kirkeministeriet bestred hun i næsten tre år indtil
december 2000.

Hun fortsatte som undervisningsminister indtil valget i 2001, hvor hun
for første gang blev valgt ind i Folketinget. Hun mistede dog sine
ministerposter, da VK-regeringen var en realitet.

Siden valget i oktober 2011, hvor hun fik 23.649 personlige stemmer,
har hun været vicestatsminister og økonomi- og indenrigsminister.
Hun er gift med Thomas Jensen, og sammen har de tre døtre.

 

Fra Facebook:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Fra Margrethe Vestagers profil på Twitter:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.