Blå flag betyder ingen biler

De blå flag der vajer ved de danske strande, er ikke bare lig med at hunde ikke må gå i vandet: biler er heller ikke velkomne på strandene.

Indtil nu har Friluftsrådet og de enkelte kommuner skulle søge dispensation fra denne regel. Og fra næste år skal der søges en permanent dispensation.

-Det er primært på de store brede vestjyske strande, at der er behov for dispensationen, fordi der ikke er nok parkeringspladser i klitlandskabet bag strandene, og ingen har ønsker om at ødelægge naturen på grund af parkeringspladser, fortæller Blå Flag konsulent ved Friluftsrådet, Bjarke Frandsen, til TV SYD.

Her i regionen er der givet dispensation til bilkørsel på strandene på Fanø, Rømø, Børsmose og Vejers Strand. De sidste to strande ligger i Varde Kommune, og her mener turismechef i Varde Turist- og Erhvervsråd, Colin Seymour, at det vil være ærgerligt og koste turister, hvis ikke dispensationen kommer.

-Det vil betyde noget for vores endagsturister, hvis ikke man kan køre helt ned til stranden med sine sager. På vores to bilstrande skilter vi tydeligt med, at på den ene side af stranden må der gerne køre biler, mens der ikke må på den anden, fortæller Colin Seymour til TV SYD i dag.

Friluftsrådets Bjarke Frandsen fortæller desuden, at han forventer, at den permanente dispensation bliver en formsag.

 

Det siger Blå Flag-reglerne om bilkørsel:

Bilkørsel: 
Hvis det er tilladt at køre i bil på stranden i henhold til færdselsloven, skal der være tydelige regler for denne kørsel.